Præk&Salmer

Påsketiden 1. tekstrække

Påskedag – Mark 16,1-8: Jesu opstandelse. 

Galilæa

Det var i Galilæa, det begyndte. Det var I Galilæa, at evangeliet om Guds rige først blev forkyndt. Det var dér, de første disciple kom til tro på det, som Jesus sagde. Derfor er Galilæa mere end et landskab. Det er et begreb. Eller man kunne sige, at Galilæa er et mentalt landskab eller et åndeligt landskab. For Galilæa er det sted, hvor vi er, når evangeliet bliver forkyndt, og vi hører det og tror det, som vi hører, og i den forstand møder Jesus. I troen lever vi i lyset fra Jesu opstandelse. I dette troslys er Galilæa ikke længere en fjern provins i den nordlige del af Israel. Men Galilæa er det åndelige landskab, som vi lever i, når vi lever i lyset fra Jesu opstandelse. I dette troens land-skab ser vi ham igen, og han kender os igen. Han genkender os og kendes ved os som sine egne brødre og søstre. Han kommer til os, taler til os på vort modersmål og ind-byder os til måltid med sig selv, sådan som han for længe siden holdt påskemåltid med sine disciple i et lånt værelse i Jerusalem.

     Det er nu og her hos os, at evangeliet bliver til. Det er her, vi skal se Jesus. Det er her, evangeliet bliver virkeligt og får mund og mæle på vort eget modersmål. Det er her, at Guds ord bliver kød og tager bolig iblandt os. Det er her, at det er påske. Det er her, vi med fryd skal leve den signede dag i troen på det, som vi hører. Beviset på, at Jesus er opstået fra de døde, består ikke i, at Jesu grav var tom, da kvinderne påskemorgen gik ud for at se til graven. Beviset er derimod, at han er gået i forvejen til Galilæa. Det er dér, vi skal se ham – i troens Galilæa, hvor opstandelsens lys kaster sit forklarende skær ind over det liv, som han levede, og det liv, som vi lever her og nu.

     Når vi holder gudstjeneste – og en hvilken som helst kristen gudstjeneste er en påskegudstjeneste – så er det i sig selv et bevis. Den dag, hvor der ikke mere er gudstjeneste, da er påsken hørt op. Da er Galilæa ikke mere til. Da er Jesus igen blevet lagt i graven. Stenen er væltet for. Gravseglet er sat på. Troens lys er slukket, og vi er igen overladt til os selv. Det er perspektivet, hvis vi forestiller os, at gudstjenesten ikke er mere.

     Men endnu lever vi i en påskemorgen, hvor opstandelsens lys forklarer vort liv. Endnu kan vi høre, hvad Gud ved vor Herre Jesus Kristus har at sige til os. Og endnu kan vi i salmesangen med vor egen bekendelse kvittere for det, vi hører, og dermed bekræfte sandheden i den virkelighed, som i kraft af påsken er blevet vor virkelighed:

Ja, han er her guddoms-manden,

sprængte er nu dødens bånd,

han er visselig opstanden,

og hans ord er liv og ånd!

 

Forslag til salmevalg

 

Påskedag er der nok af salmer at tage af. Så jeg nøjes med at nævne dem, jeg helst selv vil synge. Så derfor skal den første salme være nr. 224 "Stat op, min sjæl, i morgengry". Efter den gammeltestamentlige læsning vil jeg vælge nr. 218 "Krist stod op af døde" på den førreformatoriske melodi. Nr. 236 "Påskeblomst! Hvad vil du her!" er et "must" påskedag, da det er den påskesalme, der har størst folkelig gen-klang. Men jeg synes, at den skal synges før prædikenen. Grundtvig skrev den i 1817 til et lille teaterstykke på et tidspunkt, hvor han selv ikke rigtig kunne finde ud af det med kristendommen. Derfor har salmen karakter af et postulat, der ikke har andet at henvise til end opstandelsen i naturen om foråret. Det er selvfølgelig også godt nok. Men der mangler noget. Der mangler opstandelsen i kirken, hvor "hans ord er liv og ånd". Det kommer med i nr. 241 "Tag det sorte kors fra graven", som dels er en slags moddigt til Kingos langfredagssalme "Bryder frem, I hule sukke", dels en salme, som forud-sætter Grundtvigs mageløse opdagelse i 1825, som går ud på, at det er menighedens bekendelse (ikke det døde bibelord), der bærer evangeliet ind i samtiden. Så nr. 241 skal synges efter prædikenen. Men selvfølgelig skal vi ikke glemme opstandelsen i naturen, så derfor skal vi, inden vi går hjem, synge nr. 234 "Som forårssolen morgenrød".

Mit salmevalg: 224 - 218 - 236 / 241 - 234.

 

Anden påskedag – Luk 24,13-35: Vandringen til Emmaus.

 

Kirkegang

 

Vandringen til Emmaus ligner en gudstjeneste. Vandringen er en kirkegang. De to disciple gik af sted med deres sorg og deres skuffelse. "Vi havde håbet!" siger de til den fremmede, da de møder ham. De tre ord indeholder alt, hvad der indtil nu havde været at sige. "Vi havde håbet!" Men nu er der ikke mere noget at håbe på.

     Men så giver den fremmede sig til at udlægge skrifterne. Han fortæller dem om alt det i skrifterne, der handler om Kristus. Han fortæller dem, at det var nødvendigt, at Messias, Guds udsending, måtte hånes og pines og dø. Hans ærinde var jo at opsøge alle de fortabte, alle de udstødte, alle dem, der havde sat deres liv over styr. Han skulle af sted til alle de sørgende og de skuffede for at sige til dem, at de i deres elendighed ikke skulle undvære Gud. Hvordan skulle han kunne udrette dette ærinde uden selv at være et menneske blandt mennesker? Hvordan skulle han få sagt til en bodfærdig korsfæstet røver på Golgata, at heller ikke han skulle undværes i Guds rige. Hvordan kunne Jesus få udrettet dette ærinde, hvis han ikke selv var gået den smertefulde vej ud til Golgata? Alt dette forklarede den fremmede de to disciple på vejen. Som prædikant åbnede han skrifterne for dem, så de forstod, hvad der måtte være meningen med vor Herres snørklede vandring blandt mennesker.

     Da de nåede frem til landsbyen Emmaus, var det blevet aften, og derfor siger de til ham: "Kom med indenfor og spis sammen med os!" Og han gik ind og satte sig til bords med dem. Da han gjorde det, gjorde han samtidig deres hus til sit hus, nemlig da "han tog brødet takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag dette og spis det, det er mit legeme, som gives for jer…….!" Da han sagde det, genkendte de ham. Deres øjne åbnedes, og de så, at han, som de var gået med på vejen, ikke var nogen anden end den korsfæstede Jesus Kristus, som havde gjort sig selv til deres præst, da de i deres sorg og skuffelse slet ikke vidste, hvad de skulle tro og gøre. Deres øjne åbne-des. Men så blev han usynlig for dem, står der i fortællingen.

     I Asperup Kirke, hvor jeg har været præst i 21 år, er der et alterbillede som er lavet af Sven Havsteen-Mikkelsen. Billedet viser netop lige det øjeblik, hvor disciplenes øjne åbnedes, samtidig med at den opstandne Jesus bliver usynlig for dem. Billedet er domineret af et rødt lys, som man kunne fortolke som et aftenlys. Man kunne også fortolke det som et "genkendelsens skær". I billedet kan man se de to Emmaus-disciple. Man ser dem bagfra i modlys som to mørke silhuetter. Midt i lyset ser man Kristus-skikkelsen, som bogstaveligt talt er ved at forsvinde i det lys, som han selv har skabt. Disciplene kan ikke holde ham fast og gøre ham til en, som de ejer. Men lyset bliver. Og ved det lys skal disciplene herefter orientere sig i livet.

     Sådan er gudstjenesten. Den er et sted, hvor vi - som man siger – får læst teksten. Vi får udlagt alt det, der i den hellige skrift handler om Kristus, og hvorfor det måtte gå ham, som det gik. Og når vi i gudstjenesten holder altergang, så er det den korsfæstede og opstandne Kristus, der sætter sig til bords sammen med os. Vort jordiske kirkehus gør han til sit hus. Måltidet gør han til sit måltid, idet brødet og vinen billedligt talt bliver til hans legeme og blod, hvormed han betalte prisen for, at Gud kunne komme til os, uanset hvor langt vi er ude.

     Vi kan ikke gøre Jesus til vores ejendom og sige, at nu er han vores Jesus, som giver os ret i alt, hvad vi siger og gør. Det vil stadig være sådan, at vi over for ham står som dem, der har uret. Men i genkendelsens skær vi får lov til at se os selv i det lys, der kommer fra ham og hans ord. I det liv, som vi endnu skal leve med alle dets glæder og sorger, kan vi orientere os i lyset fra ham og finde vores vej i tilværelsen. Og når vi har gået vejen til ende, skal vi vide, at vi som de helliges samfund stadig bliver i fælles-skabet med ham, fordi han gennem sin død og opstandelse har gjort sig til herre både over levende og døde.

 

Forslag til salmevalg

 

Anden påskedag kunne jeg godt tænke mig at begynde med at synge Jakob Knudsens morgensalme nr. 754 "Se nu stiger solen", som jeg også opfatter som en påske-salme. Det kunne også være Kingos nr. 227 "Som den gyldne sol frembryder", som man bestemt ikke bør overse. Efter den gammeltestamentlige læsning vil nr. 217 "Min Jesus, lad mit hjerte få" på Carl Nielsens melodi vist nok være nogenlunde velan-bragt. Min første indskydelse til salmen før prædikenen er nr. 243 "Luk øjne op, al kristenhed", men så blev jeg usikker, fordi jeg kom i tanke om nr. 773 "Bliv hos os, når dagen hælder", som jeg også kunne være fristet af. Vi skal heller ikke forsømme at synge Ingemanns salmer. Så jeg gemmer nr. 243 til første søndag efter påske.

     Hans Anker Jørgensen skal vi heller ikke glemme. Han har skrevet nr. 249 "Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen". Jeg er tilbøjelig til at anse den for hans bedste salme. Men hvis ikke vi havde den, ville jeg med min svaghed for middelal-dersalmer nok vælge nr. 223 "Herren af søvne opvågned, opsprang", men den kan også gemmes til en søndag i påsketiden, så jeg bliver ved Hans Anker Jørgensen. Som sidste salme kunne jeg tænke mig nr. 222 "Opstanden er den Herre Krist". Det er også en middelaldersalme. Men der er en anden, som jeg hellere vil have, og det er nr. 560 "Det livets ord vi bygger på". Den vil jeg gerne afslutte påskeugen med, for den har hele det store eskatologiske perspektiv med. Det fylder desværre meget lidt i moderne salmer og prædikener.

Mit salmevalg: 754 - 217 - 773 / 249 - 560.

 

Første søndag efter påske – Joh 20,19-31: Den opstandne Jesus og disciplene.

 

Fred være med jer!

 

Når vi holder gudstjeneste, er vi på et andet sted, end det sted, hvor vi er i det daglige liv, hvor vi hele tiden skal tænke over, om vi gør det rigtige eller det forkerte. Gudstje-nesten er ligesom en undtagelse fra hverdagen. I gudstjenesten er der ikke noget, der er forkert. Der er ikke noget, man kan være i tvivl om, uanset hvor mærkeligt præsten prædiker. For under alle omstændigheder hører vi, at vi her er på et sted, hvor Gud vil kendes ved os, uanset hvem eller hvad vi er.

     Men der er også en sammenhæng mellem gudstjenesten og det daglige liv, som vi lever uden for kirkens tykke mure. Når vi f.eks. i kirken hører ordet "fred", så betyder ordet ikke noget andet end det, ordet betyder uden for kirken. Men det kan godt være, at ordet "fred" betyder mere inden for kirkens mure, end ordet betyder udenfor. For kirken er ligesom et lysende sted midt i den verden, som på så mange måder formørkes af alle mulige genvordigheder og alskens ufred.

     Påskedag er dagen for Jesu opstandelse fra de døde, efter at han blev forkastet af verden. Verden ville ikke vide af ham, og derfor blev han dømt til døden. Påskedag er skabelsens første dag, hvor Gud sagde: "Der skal blive lys i mørket!" Og der blev lys! Søndagen er lysets dag, hvor vi hilses med ordene: "Fred være med jer!"           

     Freden fra Gud er mere end freden i verden, som vi af gode grunde kan være meget bekymrede for. Netop i bekymringen har vi fred fra Gud! Men den fred, som vi har fra Gud, den skal selvfølgelig ikke holdes skjult. Hvad Gud har sagt til os, skal naturligvis ikke være noget, som vi holder for os selv helt privat. Det er ligesom med englene på hyrdernes mark julenat. De kom med fred fra Gud, men de holdt den jo ikke skjult. De bragte den videre til hyrderne på marken, som i mørket havde grund til at være bange for alt muligt. Og hvad gjorde hyrderne så? De gik til Betlehem for at få luft for alt det, som de lige havde oplevet! For dem var det ikke nogen privatsag, det de lige havde hørt i mørket.

     Her i verden kan vi betragte os selv som både engle og hyrder. For når vi går fra kirke kommer vi fra et sted, hvor lyset har skinnet på os, fordi vi har hørt, at Gud vil kendes ved os, og derfra kan vi gå ud i verden. Vi kommer så at sige med lyset i ryggen, og derfor kan vi se alting foran os ganske klart, sådan som det er. Når vi går fra kirke, så bærer vi lyset og freden fra Gud med os ud i verden.

     Det skal kendes på os, at der er sket noget nyt med os fra vi gik ind ad kirkedøren, til vi kom ud af den. Det skal kendes på os, at det ikke var ligegyldigt, at vi var i kirke og hørte, at Guds fred er med os. Det er ikke ligegyldigt, hvad der er blevet sagt til os, for det er noget, som er sket os. Og der er ingenting, der begynder, uden at der er noget, som er sket. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, om det ude i verden kan kendes på os, at vi er lysets børn.

     Der, hvor der ikke er liv, er der død. Og der, hvor der ikke er sandhed, råder løgnen. Og der, hvor der ikke er lys, er der mørke. Så når vi går fra kirke, da lad det kendes på os, at vi er lysets børn, så alverden forstår, "at natten hun er nu omme", og at der dermed er sket en ny begyndelse!

 

Forslag til salmevalg

 

Som ovenfor antydet vil nr. 402 være et nærliggende valg første søndag efter påske, men også Ingemanns festlige gudstjenestesalme nr. 408 "Nu ringer alle klokker mod sky" vil være rigtig god at have med som første salme på denne søndag – hvide søndag, som den også kaldes, fordi katekumenerne på denne søndag for sidste gang efter påske bar deres hvide dåbsdragt. Ingemanns salme fastholder opstandelses-temaet og knytter dermed forbindelsen mellem påske og alle de efterfølgende søndage indtil pinse.

     Som anden salme kunne man synge nr. 496 "Af dybsens nød, o Gud, til dig", men jeg synes ikke, at den passer helt godt til den lyse påske- og forårsstemning, der præger første søndag efter påske. Jeg vil hellere vælge sådan en som nr. 233 "Jesus lever, graven brast" eller også nr. 338 "Det er så sandt, at ingen så", som i sidste vers også har det almene eskatologiske perspektiv med, hvilket i øvrigt er karakteristisk for K.L. Aastrups salmer.

     Opstandelsen fandt sted på den første dag i ugen, skabelsens første dag. Derfor holder vi gudstjeneste om søndagen, hvilket på denne søndag godt kan markeres i salmevalget. Så jeg foreslår, at salmen før prædikenen kan være nr. 405 "Søndag er vor Herres dag" eller nr. 406 "Søndag morgen fra de døde". Jeg tror, jeg foretrækker den sidstnævnte, fordi den entydigt knytter til ved påsketemaet.

     Efter prædikenen kunne man fastholde påsketemaet ved at synge nr. 223 "Herren af søvne opvågned, opsprang", hvis den ikke har været brugt i påskedagene. Det samme gælder nr. 243 "Luk øjne op, al kristenhed", men den kan også bruges som udgangssalme. Eller også skulle man tage en egentlig gudstjenestesalme som nr. 323 "Kirken den er et gammelt hus", som slutter med fredshilsenen fra evangelieteksten. Og endelig er der Lisbeth Smedegaard Andersen salme nr. 248 "Med Thomaskravet står vi her", som er skrevet netop til denne søndags evangelietekst. Jeg vælger Lisbeth Smedegaard Andersens salme. Den er god, og det er ikke så ofte, at der er anledning til at synge den.

     Nr. 329 "Give da Gud, at hvor vi bo" citerer i første vers fredshilsenen fra Johs. 20, 19, 21 og 26, så den vil være en nærliggende salme at slutte gudstjenesten med.

 

Mit salmevalg: 408 – 338 – 406 / 248 – 329.

 

Anden søndag efter påske – Joh 10,11-16: Den gode hyrde.

 

Pastor lejesvend

 

Der er noget dyb ironisk i, at ordet hyrde på latin hedder "pastor" og som sådan bliver brugt som titel på præster. Men netop denne klare ironi gør det tydeligt, at heller ikke præsterne er andet end lejesvende og daglejere, som får deres betaling for at lægge røst til vor Herres tale om sig selv som den gode hyrde. Ironien bliver endnu mere bidende, når man tænker biskopperne med. De er også hyrder, for de fører tilsyn med præsterne, og får derfor også mere i løn end præsterne. De er altså endnu mere lejesvende. Som Søren Kierkegaard engang skal have bemærket: "Vor Herre bar sit kors på ryggen, men biskopperne bærer deres kors på maven".

     Både præster og biskopper er ganske almindelige mennesker. Selvfølgelig er de det! Men man kunne også vende tanken om og sige, at ligesom præster er ganske almindelige mennesker, sådan er ganske almindelige mennesker også præster. Og så får tanken en anderledes påtrængende brod. Vi er nemlig alle sammen i kraft af vor Herres ord blevet anbragt i en sammenhæng, hvor vi hver især er sat til at være hyrder for hinanden. I stort og småt er vi både med og uden betaling sat til at tage vare på hinandens liv og lykke. Og den opgave er ikke løst, før vi har sat livet til. Kravet går ikke ud på noget, der er mindre end dette, så længe vi holder os den korsfæstede Kristus for øje - eventuelt i skikkelse af billedet af den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene. For vi er i al vores almindelighed nogle mennesker, som har fået tegnet korsets tegn både for vort ansigt og for vort bryst til et vidnesbyrd om, at vi skal tilhøre den kors-fæstede Herre, Jesus Kristus. Han er den gode hyrde. Han er den eneste, der i virkeligheden er det! Men for så vidt som vi tilhører ham - og det gør vi som døbte mennesker - er vi bundet til at følge hans røst på samme måde, som fårene er bundet til deres hyrde og må følge ham, fordi hele deres liv afhænger af, at de følger ham og bliver hos ham i tillid til, at han vil dem det godt. Vi er bundet - ikke ved tvang og lænker - men vi er bundet ved den frie lydighed, som udspringer af troen på, at livet kun bliver sandt og rigtigt på den måde.

     Hvad er meningen med livet? spørger vi. Det kan være svært nok at få øje på, hvis man godt og grundigt er sovset ind i den lejesvendemoral, der siger, at alting skal kunne betale sig, og at man hele tiden skal have noget for det. Billedet af den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene, rummer en noget anden mening, som i øvrigt ikke er så svær at forstå, fordi billedet svarer til en erfaring, som vi på en eller anden måde har med fra vores ganske almindelige og jævne menneskeliv, nemlig den erfaring, der siger, at kærligheden og livet kun bliver virkeligt dér, hvor vi glemmer os selv - ja, om nødvendigt sætter livet til! Men det er en erfaring, som vi er slemme til at overse!

 

Forslag til salmevalg

 

Det er den gode hyrdes søndag, hvilket i et eller andet omfang også skal præge salmevalget. Der er flere hyrdesalmer at vælge imellem, lige fra Ingemanns bombastiske nr. 664 "Frelseren er mig en hyrde god" til Grundtvigs mere fredsommelige nr. 168 "Hyrden er én, og så hans hjord". Begge salmer har det eskatologiske perspektiv med. Hos Ingemann får vi hele turen gennem "forrådnelsens hjem", inden vi når frem til saligheden. I Grundtvigs salme bliver vi derimod forsikret om, at dommedag er en lys dag, fordi den er dagen for den gode hyrdes genkomst, så den salme vil passe godt efter prædikenen. Desuden er der nr. 482 " Herre god og frelser from", som slutter med den trøsterige bøn: "Lad øret høre hyrdens røst, hvor til dit folk du taler trøst og fred til dine spæde". Den er god at gå hjem på, så den skal være den sidste salme.

     Det handler om at høre den gode hyrdes røst og lade sig lede af den. Det får mig til at foreslå nr. 376 "Lyksaligt det folk, som har øre for klang", hvortil Laub har skrevet en festlig melodi, som stemmer sindet til forventning. Den skal så være salmen før prædikenen.

     Ezekielteksten er også en hyrdetekst, som på sine egne forudsætninger også er et litterært forlæg for prædiketeksten. Efter den gammeltestamentlige læsning kunne man synge Brorson nr. 593 "En hyrde glemmer fåret ej". Den er ganske vist skrevet over Luk. 15,1-10, men den kan også gå an på denne plads.

     Og så er der indgangssalmen. Det skal være en festlig salme, som anslår tonen i hele gudstjenesten. Den skal handle om at blive fundet og være taget til nåde. Det skal være nr. 3 "Lovsynger Herren". 

Mit salmevalg: 3 – 593 – 376 / 168 – 482.

 

Tredje søndag efter påske – Joh 16,16-22: Jesu bortgang.

 

En gudstjeneste i Efesus

 

Hvordan var det Johannes? Hvad tænkte du om det? Hvad følte du? spurgte hans egne disciple ham, da de sad på bakketoppen bag teatret i Efesus. Ingenting, svarede han. Jeg følte ingenting! gentog han og føjede lidt efter til: Jeg følte ikke andet end tomhed! Heller ikke Maria havde givet udtryk for noget som helst, da de sammen gik bort fra Golgata. Hverken sorg eller vrede havde hun givet udtryk for. Men senere fortalte hun, at hun havde mærket et dybt og gennemtrængende stik i hjertet netop i det øjeblik, da han døde. Men hun havde ikke sagt noget om det.

     Så var det blevet påskedag. Det havde været meget forvirrende, fortalte Johannes sine disciple. Nogle af kvinderne havde været ude ved graven, hvor de mente at have set en engel. Men graven var i al fald tom. Jesus var der ikke. Selv var han løbet derud sammen med Peter, og de kunne kun se, at det forholdt sig, som kvinderne havde sagt. Men om aftenen, da nogle af dem var kommet sammen igen, havde han pludseligt vist sig for dem og hilst dem med et "Fred være med jer!" Det havde været ligesom en gudstjeneste. Det var, som om Ordet var opstået af døde. Det var som en ny begyn-delse, sagde Johannes, mens han tog sig god tid til at tænke. Det var som en ny begyndelse! Det var, som om Ordet igen blev kød og tog bolig iblandt os, da han hilste os med sit "Fred være med jer!"

     Vi vidste det på en eller anden måde! sagde Johannes, men denne gang nærmest til sig selv. Vi vidste det jo! Jesus havde selv sagt noget i denne retning: "En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter om en kort tid, så skal I se mig!" Men ingen havde dengang rigtig forstået noget af det, han havde sagt. Johannes syntes, at Jesus havde talt om en liden stund, og han havde siden tænkt på, at der i ethvert menneskes liv må være en liden stund, hvor man er helt alene, og hvor der ikke er andet end tomheden, før der kan blive et rigtigt menneske. Et helt menneske. Et menneske, der lever i og af sandheden, i og af livet og i og af lyset. Denne liden stund er troens øjeblik, hvor alt igen skal opstå af døde. For sådan må det være, havde Johannes senere tænkt. I begyndelsen var Ordet, og alt er blevet til ved det. Ud af ingenting blev alt til. Hver gang Gud skal bruge et menneske, må han derfor først gøre det til intet. Det kan ikke være anderledes! En liden stund er en mærkelig stund. Som dengang da de forlod Golgata. De gik sammen, han og Maria, og alligevel hver for sig. De gik i en tomhed, som ikke kunne deles. Der var kun ingenting!

     Men da han holdt gudstjeneste med dem påskedag om aftenen blev alting ander-ledes. Alting blev nyt. Livet blev til igen. Vi havde det som kvinden, der føder og er helt alene om det. Hun skriger af smerte, og føder sit barn. Et nyt liv er kommet til verden. Af glæde over det, glemmer hun ensomheden og smerten.

     Sådan var det, fortalte Johannes. Det var netop sådan det var! Da han hilste os med sit "Fred være med jer", og da vi sammen holdt gudstjeneste påskedag om aftenen og igen otte dage efter og siden hver eneste søndag, da følte jeg en sådan glæde, at jeg vidste, at ingen kunne tage den glæde fra mig. Ingen! føjede han til med eftertryk.

     Johannes rakte ud efter sin stok, og da han var kommet på benene, sluttede han med ordene: "Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!"

 

Forslag til salmevalg

 

Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en fin salme, som skal synges, når æbletræerne blomstrer i maj. Det er også en Kristi himmelfartssalme. Det er nr. 805 "Når æbletræet hvide gren" i "100 salmer". Den passer godt til denne søndag, for forårstiden er også en liden stund. Lige pludselig er det forår, og straks efter er det sommer. Så den skal være første salme.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 54, der handler om Guds troskab passer nr. 31 "Til himlene rækker din miskundhed, Gud" rigtig godt, men det kunne også være en anden salme fra det afsnit i salmebogen, der handler om Guds omsorg.

Prædiketeksten handler om en liden stund, der i den autoriserede oversættelse er blevet til "en kort tid", hvilket er en korrekt, men noget upoetisk oversættelse af det græske ord "mikron". I sin salme nr. 540 "En liden stund", som er skrevet over teksten, forstår Grundtvig den liden stund som tiden indtil Kristi genkomst. Det er ikke forkert. Men i Johannesevangeliets præsentiske eskatologi synes jeg, at det giver mere mening at opfatte den liden stund som tiden mellem himmelfart og pinse således, at teksten peger frem mod genkomsten i gudstjenesten. Så jeg vil før prædikenen vælge en salme, der passer til den forståelse af teksten, og det bliver nr. 325 "Jeg ved et lille Himmerig".

     Nr. 321 "O kristelighed" hører til her i tiden mellem påske og pinse, især på 6. søndag efter påske, hvor vi i 2. tekstrække får at vide, at det evige liv er at kende Kristus. Men da vi er i 1. tekstrække, kan vi lige så godt bruge salmen her. Den svæver et sted mellem den præsentiske og den futuriske eskatologi, og kan derfor også bidrage til en fortolkning af, hvad den liden stund går ud på. 

     Og så opdager jeg ved at se tilbage, at det ikke er mere end halvanden måned siden, at jeg brugte både nr. 31 og nr. 321 på Midfaste søndag. Hvis man ikke kan leve med dette sammenfald, kunne man i stedet for en af de to nævnte salmer vælge nr. 29 "Spænd over os dit himmelsegl" eller nr. 348 "Tør end nogen ihukomme". Egentlig synes jeg, at der er mere sammenhæng i mit første salmevalg. Men pyt! Jeg gemmer nr. 321 til senere og vælger i stedet nr. 348, som også har gudstjenestens eskatologiske horisont med.

     Efter "Tør end nogen ihukomme" vil det være fint at slutte gudstjenesten af med en kort lovsang. Det skal være nr. 2 "Lover den Herre".

 

Mit salmevalg: 805 – 31 – 325 / 348 – 2.

 

Bededag – Matt 3,1-10: Johannes Døber i Judæas ørken.

 

En tur på kirkegården

 

I de mange år, jeg var sognepræst, var Store Bededag også en festdag, fordi den var konfirmationsdag. Derfor fristede dagen selvfølgelig til at give konfirmanderne en sidste opsang, som for den sags skyld også kunne være en opsang, der var rettet til deres forældre. For egentlig er det jo forældrenes opgave at prædike moral for deres børn. Det er forældrene, der har ansvaret for deres børn og skal sørge for, at deres børn moralsk set er sådan udrustet, at de senere vil kunne begå sig i tilværelsen.

     Jeg bed derfor den moralske opsang i mig og mindede i stedet konfirmanderne om, at der er et sted, som de altid kan komme tilbage til, når moralen har svigtet. Og det sted er deres dåb. De kan altid vende tilbage til det, som deres dåb er i kraft af det, som ved dåben er blevet sagt til dem.

     Det kunne Johannes Døber ikke have sagt til dem, der flokkedes omkring ham. For han kendte ikke en sådan dåb, man kunne vende tilbage til. Han døbte folk til noget andet. Han døbte dem til en omvendelse, som de selv skulle foretage. Og derfor truede han dem med den kommende vrede.

     Det var ikke forkert det, Johannes Døber sagde. Det er rigtigt nok, at der er en kommende vrede, som vi ikke kan flygte fra, fordi vi på en eller anden måde kommer til at stå til regnskab for vort liv. Men mere kunne Johannes Døber heller ikke sige. Han kunne ikke sige det, som Jesus sagde i Guds navn, nemlig at der hos Gud skulle være en plads til os alligevel, selv om vores moral har svigtet eller helt er brudt sammen. At gå i kirke er ét og det samme som at blive bekræftet på og blive holdt fast i det, som én gang allerede er sagt til os, da vi blev døbt, nemlig at vi både med og uden moral, både i liv og i død hører til hos Gud. At få det at vide betyder ikke, at livet bliver mindre alvorligt, men det bliver mere frimodigt.

     Når jeg går tur på en kirkegård i mine tidligere sogne, standser jeg jævnligt op for at læse navnene på en gravsten, og jeg mindes dem, der ligger dér. For selv om døden er trådt imellem, så synes jeg, at jeg hører sammen med dem alligevel. Det gør jeg, fordi jeg husker dem. Trods det, at døden er trådt imellem, hører jeg også sammen med dem, fordi vi alle som døbte mennesker hører til hos Gud. Vi er de helliges samfund - de levende og de døde - fordi vi har hørt, at Gud vil kendes ved os.

     Vandringen på kirkegården, minder os egentlig om to ting: Den minder os om, at tiden kan være kort, og at øksen i den forstand allerede ligger ved træernes rod. Men samtidig bliver vi også mindet om, at vi er døbte mennesker, og at det er blevet sagt til hver enkelt af os - både de gode og de onde, både de levende og de døde, at vi er Guds børn. Vi er af Gud Faders små.

 

Forslag til salmevalg

 

Dagen er en særlig dansk helligdag, som blev indført i 1786. Dengang hed den "Almindelig Bods- Bede- og Fastedag". For nogle årtier siden blev den betragtet som en overflødig helligdag, men så fandt man på at gøre den til konfirmationsdag. Det er den blevet i rigtig mange kirker, hvilket vil sige, at den nu er blevet til en festdag, hvis indhold nærmest er det modsatte af det, som dagen oprindelig var.

     Men jeg synes, at vi har brug for den igen. I vor tid er der brug for både bod, bøn og faste som reaktion på den undergangsstemning, der truer os i tiden med hensyn til forurening, klimaproblemer og folkevandringer. Så jeg går ind for, at vi ser bort fra konfirmationerne og i salmevalget holder os til det, som helligdagen oprindelig gik ud på.

     Som første salme vil jeg foreslå en sang, som Ole Wivel i 1959 skrev til Båring Højskoles indvielse, "Der truer os i tiden en ond usynlig magt". Den står i højskole-sangbogen og desuden i kirkesangbogen, hvor den har nr. 802. Sangen er skrevet under indtryk af atombombetruslen, men der er også noget håb i den.

     Som gammeltestamentlig læsning vil jeg vælge Sl. 51,3-19. Efter den forholdsvis lange læsning kan man så synge den korte gendigtning af salmen nr. 503 "O Herre, udslet min synd så svar". Men der kan også være andre gode salmevalg i den afdeling af salmebogen, der hedder "syndsbekendelse", for eksempel nr. 496 "Af dybsens nød, o Gud, til dig", som har en vidunderlig reformatorisk melodi af Johann Walter.

     Efter epistellæsningen fra Hebræerbrevet kunne man lade ordet "pagt" være stikord og vælge en salme som nr. 66 "Lyslevende fra Himmerig", der slutter med at Kristus kommer for åbenlyst at besegle sin pagt som frelser og som dommer. Men man kunne også tage nr. 46 "Sorrig og glæde de vandre til hobe" ud fra den betragtning, at den i sit tonefald lægger sig smukt op ad nr. 496. Eller også er det for meget med begge salmer lige efter hinanden i den samme gudstjeneste.

     Salmen efter prædikenen må gerne have form som en bøn, og det har nr. 302 "Gud Helligånd! o kom med klarhed fra det høje". Desuden refererer den til teksten, det vil sige til Gud, som kan skabe børn til Abraham af stenene. Alt i alt synes jeg, at denne salme føjer sig fint ind i bededagstemaet.

    Til sidst vil det være godt at synge nr. 375 "Alt står i Guds faderhånd" som en påmindelse om, at uanset hvor meget vi ødelægger og forspilder i tilværelsen, så har Gud stadig sine muligheder i behold. Det skal selvfølgelig ikke være nogen undskyld-ning for blot at lade stå til – tværtimod. Det er nok så meget en opfordring til at tage fat og med glæde gøre det, man kan.

 

Mit salmevalg: 802 (i kirkesangbogen) - 496 – 66 / 302 – 375.

 

 

Fjerde søndag efter påske – Joh 16,5-15: Talsmandens gerning.

 

Synd, retfærdighed og dom

 

Vantro er mangel på overbevisning om synd og om retfærdighed og om dom. Det skal jo nok passe, at det menneske, som ikke vil høre evangeliet i vor Herres ord, heller ikke kan overbevises om synd. For det, der her kaldes for synd, er ikke en eller anden krænkelse af en detalje i en eller anden morallov. Derimod består synden i ikke at ville tro det, som man hører.

     Lige så enkelt er det med retfærdighed. Det er ikke et spørgsmål om fordeling, som når man deler en pose Matador Mix mellem sine børnebørn. Den retfærdighed, som er afgørende, er den retfærdighed, der skete fyldest påskemorgen, da Gud gennem en opstandelse sagde "ja" til ham, som hele verden langfredag gennem en korsfæstelse havde sagt "nej" til.

     Deraf følger også dommen, som er dommen over dem, der langfredag korsfæstede Jesus, idet de dermed mente, at de ikke blot tjente deres egen sag, men også Guds sag. Påskemorgen skulle det vise sig, at de tog fejl. Derfor blev den dom, som de fældede langfredag, påskemorgen til en dom over dem selv. Men dommen påske-morgen betyder ikke mørke og undergang. Den betyder liv og lys. Et andet sted i Johannesevangeliet siges det på denne måde: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden". Dommedag består i, at der bliver lyst – så lyst, at intet menneske kan skjule sig i mørket. I evangeliets lys er vi gennemskuede, men vi er ikke oversete. Den dom, som Talsmanden skal overbevise om, er ikke en dom, der består i død og undergang, men derimod i liv og lys. Med livet og lyset skal også sandheden komme for dagen, og vi skal se os selv, sådan som vi er.

     Man kan sige, at dér, hvor det sker, dér bliver kirken til. I sig selv er kirken nemlig ikke den imponerende synlige kirkeorganisation. I sig selv er kirken noget andet. Den er anderledes. Men den er ikke anderledes, fordi den som bygning betragtet adskiller sig markant fra alle andre huse i byen. Kirken er derimod anderledes, fordi Gud i kraft af sit eget ord råder i dette hus. Her i dette hus gør Talsmanden sin gerning ved at overbe-vise om synd og om retfærdig og om dom. Vi kunne også sige, at kirken er et hjem for dem, der ved troen er bundet til det, som de hører dér. Den egentlige kirke er derfor usynlig, på samme måde som det er usynligt, hvad det er, der gør et hus til et hjem.

Eller vi kunne sige, at kirken er som Himmerige, som Grundtvig siger det i en salme. Kirken er et lille Himmerig på jorden. Derfor er kirken et univers, som er anderledes end det univers, vi ellers går og tumler rundt i, for kirken er et univers, som er sådan indrettet, at vi her på jorden får lov til at leve på himmelske vilkår, uanset hvad der i øvrigt hænder os her i denne verden.

     Kirken er usynlig på samme måde, som sjæl og sind er usynlig. Alligevel er den let at kende, fordi den er et sted, hvor der er godt at være!

 

Forslag til salmevalg

 

Der er to salmer, som jeg synes skal med i maj måned. Den ene er "Nu blomstertiden kommer", og den anden er "Vidunderligst af alt på jord" på grund af linjerne i vers 8 hvor det om Kristi rige siges, at "dets glans opstår som aks i vang, som maj i bøgeskove". På denne søndag må de gerne komme med begge to, så den første salme bliver nr. 722 "Nu blomstertiden kommer". Jeg foretrækker den svenske folkemelodi frem for den tyske, som virker lidt tung i det. Nr. 319 "Vidunderligst af alt på jord" kan bruges både før og efter prædikenen. Det samme gælder nr. 294 "Talsmand, som på jorderige", som selvfølgelig også kan gemmes til 6. søndag efter påske, hvor talsmanden dukker op igen i evangelieteksten. Men da Talsmanden er identisk med "sandhedens ånd" (Joh 16,13), vil nr. 292 "Kærligheds og sandheds ånd" også passe godt. I prædikenen kunne man eventuelt benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at når Grundtvig i salmerne taler om kærlighed, mener han Kristus, og når han taler om sandhed, mener han Gud.

     Den korte Ezekiel-tekst skal ikke efterfølges af en lang og tung salme, så derfor foreslår jeg som anden salme nr. 634 "Du ved det nok, mit hjerte", som stammer fra Kaj Munks aldrig virkeliggjorte filmmanuskript om Christian II.

     Udgangssalmen kan så være nr. 398 "Dybe, stille, stærke milde", som i vers 3 antyder, at pinsefesten er ved at nærme sig. 

  

Mit salmevalg: 722 - 634 – 292 / 319 – 398.

 

Femte søndag efter påske – Joh 16,23b – 28: Bøn i Jesu navn.

 

Fællesskabet i Jesu navn

 

Det kan undertiden være svært at bære det, når man bliver skuffet over et andet menneske, som på en eller anden måde viser sig at være en anden end den, man troede. Men det er endnu værre, når man bliver skuffet over sig selv. Det er slet ikke til at bære. For i den skuffelse er man helt alene med sig selv - så alene at man også må tro, at ingen andre vil kendes ved én.

     Men netop i skuffelsen over sig selv har vi vort egentlige fællesskab med Gud og med alle andre, for så vidt som vi i Jesu navn alligevel får lov til at være til under Guds tilgivelse.

     I Jesu navn bliver vi - trods alt det, der skiller os - forenet med hinanden, sådan som det synligt sker, når vi holder dåb og går til alters. For det fællesskab, som er dér, er ikke et fællesskab, der beror på vore egne evner og menneskelige kvaliteter. Det beror udelukkende på, at vi alle sammen er omfattede af det navn, i hvilket vi blev døbt, og som giver os lov til at se på os selv, sådan som vi er, fordi den himmelske far elsker os og derfor i Jesu navn lader sin barmhjertighed råde!

     Det blev førhen sagt, at når man bliver konfirmeret, træder man ind i de voksnes rækker. Men samtidig træder man ud af sit hjem, dvs. man træder ud af det livsrum, hvor man frit kunne komme med enhver bøn i tillid til, at man fik om ikke sin egen vilje så dog sine forældres vilje. Netop på det tidspunkt, hvor man er på vej ud af sit hjem for at skulle leve sit eget liv, giver konfirmationen en vældig god mening med de ord, der på én gang lyder som en bøn og en bekræftelse på det, som bønnen beder om:

Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,

som har antaget dig som sit barn i den hellige dåb

og gjort dig til arving til det evige liv,

han fastholde dig i din dåbs nåde,

han give dig bestandighed i troen,

din sjæl til salighed!

 

Forslag til salmevalg

Den første salme, der falder mig ind til denne søndag, er K.L. Aastrups nr. 587 "Guds egen kære Søn har sagt os for sin bøn", hvilket passer fint med Johannesevan-geliets opfattelse, at Jesus siger bønnen for, så vi andre kan sige den efter. Jeg synes ikke, at den skal være første salme. Jeg vil gemme den til efter prædikenen, så der er mulighed for at kommentere den dér. Faktisk er der tre salmer, som i rækkefølge kunne indramme evangelieteksten og prædikenen, nemlig nr. 586 "Stol du kun på dit Fadervor", som man godt kunne lægge sig på sinde efter at have hørt epistelen fra Jakobsbrevet. Men man kunne nu også på dette sted som en lille præcisering af Jakobsbrevets teologi synge Kingos nr. 686 "Min sjæl, om du vil nogen tid din Gud i sandhed prise". Efter prædikenen skal vi - som allerede nævnt - have nr. 587. Og til sidst Johannes Johansens fine lille salme nr. 588 "Herre, gør mit liv til bøn". Så har bønstemaet vist også fået, hvad det kan tilkomme på denne søndag.

     I formessen er der flere muligheder for valg af tekster. Jeg vil vælge Jakobs kamp i 1. Mos. 32,25-32. et er en fantastisk fortælling, som jeg engang har brugt som afsæt for en tale ved en voksenkonfirmation. Efter fortællingen om Jakobs kamp vil det være passende at synge nr. 425 "Velsignelse, al jordens tarv". Som epistel vælger jeg som ovenfor antydet Jakobsbrevet 1,22-25 og ikke Apostlenes Gerninger kap. 6,1-4, som kun er foreslået på grund af ordet "bønnen" i vers 4.

     Så mangler kun indgangssalmen. Det kunne være en lovsang eller en morgensang. Men der er jo også sådan en som nr. 235 "Verdens igenfødelse", som vi ikke fik sunget i påskedagene. Den vælger jeg.

 

Mit salmevalg: 235 – 425 – 686 / 587 – 588.

 

 

Kristi himmelfartsdag – Mark 16,14-20: Den opstandne Jesus og disciplene.

Vi kan vælge og vrage

I de gamle græske kuppelkirker ser man oppe i den store kuppel, som hæver sig over hele rummet, altid et billede af Kristus, som himlens og jordens herre. Fra kuplen behersker han hele kirkerummet, som også er fuld af billeder fra bibelhistorien og helgenlegenderne, og så er vi der også selv, idet vi som kirkegængere er en del af rummet. Eller vi befinder os i det univers, som kirken er. Og dette univers er lige så virkeligt som det store univers udenfor, der fortaber sig i himmelrummet, og som er fuldkommet uoverskueligt, så det ene ikke er til at skelne fra det andet.

     Men i kirkerummets billedunivers er det til at skelne og se forskel. For der er der frihed. I dette billedunivers lever vi under himmelske livsvilkår, hvor vi ikke er slave-bundet af vor egen syndige historie, men tværtimod har tilgivelse for den og derfor frihed til at vælge og vrage mellem "liv og død, dagens lys og nattens mørke, Paradis og vilde ørke, Helved hedt og Himmel sød", som Grundtvig siger det i en salme, som passende kan synges på Kristi himmelfartsdag. Vi kan vælge, dels fordi vi kan se forskel, og dels fordi vi har frihed til det. Men det skyldes alene, at Kristus er herre i dette univers. Ikke fordi han – sagt med Luther - sidder dér et eller andet sted, som en stork sidder i sin rede, men fordi du hører hans ord og tror det, du hører, så ordet fæstner sig i dit hjerte. Og så er Kristus dér. Ikke sådan at han sidder ligesom på en stol derinde, men sådan som han sidder ved Faderens højre hånd.

     Hvis vi ikke kan forholde os til ham, hvis liv og tro vi hører om i evangeliet, i tillid til at han nu sidder ved Faderens højre hånd, hvordan skulle vi så i vore dage, hvad vort eget liv angår, have mulighed for at vælge og vrage mellem "Liv og død, dagens lys og nattens mørke, Paradis og vilde ørke, Helved hedt og himmel sød". Hvordan skulle vi kunne vælge og vrage, hvis vi ikke først i kraft af evangeliet havde lært at skelne, fordi vor Herres ord til os i sig selv betyder en altafgørende forskel?

 

Forslag til salmevalg

 

Jeg har indimellem haft lyst til at synge nr. 213 "I kvæld blev der banket på Helvedes port" på Kristi himmelfartsdag. Måske er det en lyst, der kommer op i mig som en protest mod afmytologiserende tolkninger af himmelfarten. Selvfølgelig strider forestillingen om himmelfarten mod vort moderne verdensbillede. Men skal man uden videre bøje sig for det? I det mytologiske verdensbillede og sprog kommer der noget til orde, som ikke kan rummes i vor tids rationalistiske sprogbrug. Men det var ikke noget, der bekymrede Grundtvig da han i 1837 gendigtede Kædmon-kvadet, som er et dra-matisk billede af nedfarten til dødsriget og opstandelsen, som også rummer ophøjelses-motivet og dermed forestillingen om Jesu himmelfart. Det er mytologisk sprogbrug for fuldt tryk! Jeg har en enkelt gang brugt salmen på Kristi himmelfartsdag. Vi sang alle tyve vers efter prædikenen. Det fik jeg ikke ros for. Man kunne så dele salme mellem vers 9 og vers 10 og synge de første ni vers før prædikenen. I så fald vil jeg tage mig frihed til at læse 1. Petersbrev 3,18-22 som episteltekst. Efter prædikenen kan man så synge resten af Kædmon-kvadet.

     I salmebogens afsnit om Kristi himmelfart er der flere salmer, som bør med. Det gælder nr. 257 "Vaj nu, Dannebrog, på voven", som har både den nationale og den eskatologiske horisont med. Dertil kommer nr. 250 "Kommer, sjæle, dyrekøbte", som i vers 6 har den pointe med, at vi stillet over for evangeliet kan vælge og vrage mellem liv og død, lys og mørke, paradis og ørken, Himmel og Helvede. Man er jo godt dum, hvis man vælger det sidstnævnte i alternativerne. Men sagen er jo den, at vi uden evangeliet ikke kan vælge, men er overladt til det sidstnævnte. Der kunne også nævnes flere andre salmer. En af dem, der også bør overvejes, er nr. 318 "Stiftet Guds Søn ar på jorden et åndeligt rige", som har det sendelsesmotiv med, som også er et element i Kristi himmelfartsdagen. Det samme gælder nr. 355 "Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre", som har den samme melodi. Jeg mener, at den sidste passer bedst, så den skal være udgangssalme.

            Endelig er der et par nyere salmer, som også er en overvejelse værd. Det er Hans Anker Jørgensens nr. 260 "Du satte dig selv i de nederstes sted", som er skrevet til Kristi himmelfart, men den kunne også være brugt i forlængelse af læsningen af Filipperbrevshymnen palmesøndag. Endelig er der Holger Lissners nr. 832 "Du forsvandt ind i skyen" (i "100 salmer"). Ellers er der også et par klassikere som nr. 263 "Sin vogn han gør af skyer blå" og middelaldersalmen nr. 252 "Til Himmels for den ærens drot".

            Når jeg lægger det hele sammen, synes jeg, at de nyere salmer skal med begge to. Derved når jeg frem til følgende:

 

Mit salmevalg:  257- 260 – 250 / 832 – 355.

 

 

Sjette søndag efter påske – Joh 15,26 – 16,4: Verdens had.

 

Du skal gøre en forskel!

 

Når vi som døbte og dermed kristne mennesker fra kirken bliver sendt ud i verden, så er der vel ikke ligefrem nogen, der vil smide os på porten, fordi vi er det, vi er. Der er heller ingen af os, som her i vort land risikerer at miste livet, hvis vi bekender troen. Men forargelsen ligger på lur alligevel. Tilskyndelsen til at falde fra er måske endda større nu, end den var tidligere, fordi der i den moderne verden er så meget, der distraherer os fra det, som det egentlig drejer sig om i livet.

     Men det betyder rigtig nok ikke, at alt hvad der hedder tro og kristendom så har lidt nederlag her i verden, selv om nogle synes, at det ser sådan ud. Men det betyder, at vi, som er døbte mennesker - netop som døbte! - er sendt ud for at leve vort liv i denne tvetydige verden. Det betyder, at vi endnu ikke lever i det fuldkomne, men derimod i det foreløbige. Vi er ikke færdige. Og vi er slet ikke færdige med at øve os på at leve livet som døbte mennesker, dvs. som mennesker, der hører til her i verden, og dog tilhører den korsfæstede og opstandne frelser Jesus Kristus. I virkeligheden er vi måske endnu kun ved begyndelsen.

     Og hvad der er allermest vigtigt: At vi som døbte mennesker skal leve vort liv i verden betyder, at det endnu er nødvendigt, at vor Herre selv tager os ved hånden derved, at Helligånden – Talsmanden – gør sin gerning og taler Guds sag til os ved at vidne om det evangelium, som her i verden fik mund og mæle i alt det, som Jesus sagde og gjorde. Talsmanden skal vidne, men I skal også selv vidne, lyder det til os.

     Talsmanden skal vidne om det, som Gud har at sige til os. Og selv skal vi vidne og ikke svigte vore pligter som døbte mennesker. Vi er allesammen præster, og derfor skal vi altid bede, som vi gør det i en salme:

Tunger af ild, men dog prædiken mild

giv dem, du salver og sender!

     Nu om dage er det nærmest blevet et krav, at man "skal gøre en forskel", som det hedder. For os, der er døbte og dermed er kristne mennesker, er det egentlig meget let at gøre en forskel. Vi skal blot være os selv bekendt som det, vi er. Så gør vi en forskel!

 

Forslag til salmevalg

 

Den sidste søndag inden pinse må godt være præget af den forestående højtid, så derfor er min første indskydelse nr. 281 "Nu nærmer sig vor pinsefest", hvor Kingo taler jævnt og ligefremt om, hvad pinsen betyder. Det sker i traditionelle vendinger. Men der er jo også nr. 806 "Nu er det Åndens lyse tid" af Lars Busk Sørensen. Den er en forholdsvis ny salme, som jeg ikke vil have noget imod at prøve af i en gudstjeneste, så den foreslår jeg.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Haggajs Bog har ordene "mit er sølvet og mit er guldet", som er citeret i nr. 348 "Tør end nogen ihukomme", men som anden salme er den for lang. Desuden brugte jeg den på tredje søndag efter påske. Det skal være en kortere salme, som også godt må have lidt pinsepræg, så det bliver nr. 288 "Drag ind ad disse porte". Den kan i øvrigt udmærket associeres med Haggaj-teksten, der handler om genopbygningen af templet.

     Hvad angår epistelteksten, er jeg glad for ordene om, at kærligheden skjuler mange synder. Det har man indimellem selv haft brug for at glæde sig over, og derfor bliver det også til noget, som man skylder sin næste. Det har Kingo forstået, hvilket i salmebogen er blevet til nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort". Kingo tager afsæt i den tanke, at det først og fremmest er Guds nåde, der skjuler de mange synder. Og derfra går vejen så videre til vor næste. Nr. 683 må så blive salmen før prædikenen.

     Da vi alligevel ikke kan nå at synge alle de gode pinsesalmer i pinsedagene, kan vi godt tillade os at synge en af dem på den sidste søndag i påsketiden. Nr. 294 "Tals-mand, som på jorderige" passer godt til prædiketeksten og vil være god at have med efter prædikenen. Men hvis den allerede har været brugt i påsketiden, er nr. 292 "Kær-igheds og sandheds ånd" heller ikke noget dårligt valg.

     Som udgangssalme vil jeg gerne synge nr. 726 "Gak, ud min sjæl, betragt med flid", som i vers 7 også rummer en lille pinsebøn. Det kunne også være Johannes Johansens nr. 725 "Det dufter lysegrønt af græs", men den passer til hele græsslå-ningssæsonen, så den kan vente til en anden sommersøndag.

 

Mit salmevalg: 806 - 288 - 683 / 294 – 726.

 

Forslag til salmevalg i pinsedagene

 

I pinsen skal man synge pinsesalmen over alle pinsesalmer nr. 290 "I al sin glans nu stråler solen", og derfor bør den synges begge pinsedage som første salme eller som salme efter prædikenen – dog ikke med samme placering begge dage.

     I øvrigt er det en god idé som forberedelse til pinsedagene at læse samtlige pinse-salmer fra nr. 282 til nr. 317 plus i "100 salmer" fra nr. 833 til nr. 836. Det udelukker selvfølgelig ikke, at også andre salmer kan komme i betragtning, f.eks. årstidssalmer. Dette med at læse salmer er ikke blot en god forberedelse til salmevalget, men også en god prædikenforberedelse.

     Bortset fra "I al sin glans" er der flere andre salmer, som skal med. Det er Luthers helligåndssalme nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd", som jeg synes skal med pinse-dag som en bøn før prædikenen.

      Desuden er der nr. 291 "Du, som går ud fra den levende Gud", som jeg brugte lidt tid på sammen med konfirmanderne. Det skyldtes, at de umiddelbart opfattede det første ord "du", som om det gik på dem selv som konfirmander, hvilket der selvfølgelig også kan være en pointe i. Alligevel syntes jeg, at det var vigtigt at gøre dem opmærk-som på, at det er Helligånden, vi i salmen bliver dus med. Og så er der det sidste vers med "fortabelsens æt". Jeg har hørt, at der er præster, som udelader dette vers for ikke at bringe menigheden i tvivl om frelsen. Der vil formodentlig være andre præster, som med forkærlighed vil bruge dette vers som anledning til at prædike den såkaldte "dobbelte udgang". Begge dele er lige galt! Jeg forklarede derfor konfirmanderne, at "fortabelsens æt" er alt det dæmoniske og onde, som vil livet til livs. Da prædiketeksten pinsedag handler om "Faderens råd og den Helligånds dåd", synes jeg, at salmen skal synges efter prædikenen.

     Endelig er der nr. 292 "Kærligheds og sandheds Ånd", som er en salme, jeg med tiden er blevet mere og mere glad for – specielt efter, at jeg har opdaget, at når Grundtvig taler om sandhed, så tænker han på Gud, og når han taler om kærlighed, tænker han på Kristus. Så første linje i salmen fastslår altså dogmet om, at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen, jf. nr. 290 vers 4. I den første udgave af Salmebogen fra 2002 var der en kedelig fejl i vers 6, hvor der i næstsidste linje stod "den" i stedet for "os". Fejlen er rettet senere hen, så der ikke er tvivl om, at der er os, der skal blusse af den ild, som Helligånden tænder for Himlen. Og så kan man i vers 7 få lang tid til at gå med at tænke over, om "freden" og "enigheden" er subjekt eller objekt for det foranstående verbum. Det kan være, at begge dele er rigtige! – Jeg synes, at salmen passer godt som forberedelse til 2. pinsedags evangelium om, at "dette er dommen, at lyset er kommet til verden". Dommen består ikke i, at det bliver mørkt, men derimod i, at det bliver lyst, og derfor passer nr. 290 også godt som salme efter prædikenen.

      Der er flere andre salmer, som kan komme med. Nr. 300 "Kom, sandheds Ånd! og vidne giv", som pinsedag passende kan synges mellem den gammeltestamentlige læsning og lektielæsningen fra Apostlenes Gerninger. Det kunne måske også være nr. 286 "Var I ikke galilæer", der handler om sproget, som døde, men genopstod som modersmål. En anden salme, som skal have en chance i pinsen er nr. 313 "Kom regn af det høje", som passer godt efter den gammeltestamentlige læsning fra Ps. 104 på 2. pinsedag.

     Er det sommeren, der skaber pinsen, eller er det pinsen, der skaber sommeren? Det er ikke til at blive klog på. Men 2. pinsedag vil jeg gerne begynde gudstjenesten med at synge nr. 723 "Naturen holder pinsefest". Både naturen og hjertet holder pinsefest.

     Endelig er der udgangssalmerne. Her kunne Johannes Johansens sommersalme nr. 725 "Det dufter lysegrønt af græs" godt bruges. Men igen. Den kan også gemmes til senere. Hvis vi skal blive ved pinsesalmerne, så er der for eksempel nr. 298 "Helligånden trindt på jord", som kan afslutte pinsedag, og nr. 305 "Kom, Guds Helligånd, kom brat", der handler om den mørke nat, der må vige for Guds morgen-røde. Den skal så afslutte 2. pinsedag, hvor vi er blevet belært om, at dommen består i, at lyset er kommet til verden.

      Og så kan jeg godt se, at Grundtvig har fået sit med tre salmer på hver af de to helligdage. Men det er der ikke noget at gøre ved. Det er jo ham, der kan det dér med pinsesalmer.

 

Pinsedag – Joh 14,22-31: Løftet om en anden talsmand.

 

Pinsen er selv forklaring

 

Der er ikke noget, der føles så tåbeligt som det at skulle forklare en vittighed. På samme måde med pinsen. Der er selvfølgelig ikke en forklaring på, hvad pinsen er. Pinsen er jo selv forklaring. Man kan ikke forklare en forklaring. Pinsen er en forklarelse af det, der forkyndes, så det bliver klart, at det forkyndte også omfatter mig og gælder mig, hvilket jeg kan skønne deraf, at det forkyndte stikker mig i hjertet, fordi det sætter sig igennem med en sådan styrke, at jeg ikke ved af andet at sige end: "Hvad skal jeg gøre?"

      Svaret på spørgsmålet "Hvad skal jeg gøre?" er: Tro! Hold gudstjeneste! Og gå i kirke!

      I bogen "Laterna Magica" fortæller Ingmar Bergmann, at han var gået i kirke med sin gamle far, som var pensioneret præst. Da gudstjenesten skulle begynde, kommer den tjenestegørende præst ind i kirken og underskylder, at der ikke bliver nogen gudstjeneste, for han var nemlig blevet forkølet og havde næsten 38 grader i feber. Herover blev Bergmanns far så oprørt, at han uden videre overtog gudstjenesten og gennemførte den iført messehagel og stok. Deraf uddrog Ingmar Bergmann følgende lære: Uanset alt, så skal du holde din gudstjeneste! For det kan være, at der netop den dag er et menneske, som har brug for at høre, at Herren er hellig, og at jorden er fuld af hans herlighed.

      Der er budskaber, som er så vigtige, at de af sig selv sætter sig igennem og bliver til ritual. Vi ved af erfaring fra familielivet, at de ting, som vi mener allermest med, gør vi til ritual. Det gør vi, fordi vi jo ikke kan overkomme at mene noget med hvad som helst på et hvilket som helst tidspunkt. Derfor gør vi dem til ritual.

      Evangeliet er så påtrængende tale, at det gør sig selv til ritual. Det får vi netop et eksempel på, da de tilstedeværende efter Peters pinseprædiken spurgte: "Hvad skal vi gøre?" Og Peter svarede: "Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse!" Hold gudstjeneste! Og det var det, de gjorde. De holdt fast ved apostlenes lære og brødets brydelse. Hver dag kom de i templet og priste Gud. - Hvad skulle de ellers gøre?

     Pinsen er en begivenhed, der finder sted. Ingen kan betvivle, at den finder sted, for det er gudstjenesten jo selv et tegn på. Man kan selvfølgelig ikke bevise, at det, som begivenheden går ud på, er sandt. Det kan man kun tro. Når vi tror det, vi hører i kirken, gør vi den erfaring, at det er Guds ord, der baner sig vej til os gennem teksterne, der læses, gennem prædikenen, vi hører, og gennem salmerne, vi synger. Når det sker, da bliver selve begivenheden til et under. Derfor siger vi, at det er Helligåndens gerning, at det under finder sted.

     På den måde giver Gud os del i det liv, som er hans. Og selv svarer vi på det, vi modtager, med vor bekendelse og vor lovsang. Det er aldrig blevet udtrykt bedre ind i Grundtvigs pinsesalme "I al sin glans nu stråler solen". Det er det smukkeste, der no-gensinde er skrevet på dansk. Folk græd, da salmen første gang blev sunget i Vartov Kirke i København. Ja, når vi synger salmen, er det, som om selve sproget genfødes på pinsedagen, så vi igen får ord til at synge Gud den lovsang, som vi skylder ham:

Opvågner, alle dybe toner,

til pris for menneskets forsoner!

Forsamles, alle tungemål,

i takkesangens offerskål!

 

Mit salmevalg: 290 – 300 – 289 / 291 – 298.

Anden pinsedag – Joh 3,16-21: Således elskede Gud verden.

 

Et budskab i ulvetimen

 

Den første del af teksten til 2. Pinsedag har man kaldt "den lille bibel": "Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Det er evangeliet i en nøddeskal.

     Der er imidlertid en anden sætning i teksten, som er lige så storslået og måske endda mere dybsindig. Det er sætningen: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden." Det er den sætning, der adskiller kristendommen fra al anden religion. Alle religioner inklusive kristendommen har en forestilling om dommedag og fortabelse. Det kan profileres i en sådan grad, at man næsten synes, at dommedag og muligheden for fortabelse er selve budskabet, som om det er det religionen går ud på.

     Sådan kan det også være i kristendommen. Jeg har hørt om menighedsråd, som i forbindelse med præsteansættelse gjorde det til et kriterium, at præsten skulle forkynde "den dobbelte udgang", som det kaldes. Det vil sige, at præsten ikke blot skal forkynde frelse, men også fortabelse. Det er, som om synspunktet går ud på, at der ikke er noget ved frelsen, hvis der ikke også er nogle, der går fortabt.

     Dertil er der at sige, at fortabelsen ikke blot er en mulighed. Den er en realitet på samme måde, som mørket er en realitet. Hvor der ikke er lys, er der mørke. Mørket er bogstaveligt talt til i sig selv, lyset er en undtagelse. Derfor frygter vi for at gå fortabt i mørket. Derfor er det også om natten, at vi har mest besvær med vore egne tanker.

     Jeg talte en dag med et kræftsygt menneske og spurgte til helbredet og om ved-kommende kunne holde modet oppe. "Jo, det går egentlig meget godt", lød svaret, " - om dagen i al fald. Men når jeg vågner om natten, melder dødsangsten sig". Det er "ulvetimen". Evangeliet er et budskab ind i "ulvetimen", fordi det er et lys i mørket. Dommen er ikke, at vi bliver overladt til os selv i mørket. Men "dette er dommen, at lyset er kommet til verden". I det lys skal vi se os selv, som vi er. Det er der så nogle, der ikke bryder sig om, og derfor søger de tilbage til mørket for at skjule deres ger-ninger dér.

     Lyset og evangeliet er skelsættende. Lyset sætter skel i forhold til mørket, og evangeliet sætter skel imellem frelse og fortabelse. Selvfølgelig er der en "dobbelt udgang", hvilket er en følge af, at Guds ord er lov og evangelium, som det hedder i Luthers sprogbrug. Det er det ene og samme ord, som er lov og evangelium. Det er ikke sådan, at præsten først skal knuse folk med forkyndelsen af loven for derefter at samle dem op med evangeliet. Nej, præsten skal forkynde Guds ord, som er lov og evangelium. Det er på én gang dom og frifindelse. På én gang sætter det skel mellem frelse og fortabelse. Dommen består i, at lyset er kommet til verden. Der er nogle, for hvem dette lys er livet selv, det evige liv, og der er andre, som søger ind i mørket for at skjule deres gerninger dér. Det kan ikke være anderledes!

 

Mit salmevalg: 723 – 313 – 292 / 290 – 305.