Armenien
I begyndelsen af maj 2017 var vi på rejse i Armenien sammen med vores gode ven fra Genève Nevart Janik Skytte Kristensen. Hun har giftet sig til sit danske efternavn, men har armenske forældre. I foråret 2017 har hun fungeret som fransklærer for armenske børn i byen Gyumri. Selv rejste vi til Armenien den 29. april, hvor vi sammen med Janik påbegyndte en rundrejse, som på bedste vis var tilrettelagt af den schweizisk-armenske organisation KASA.
Nedenstående er der et billedgalleri med fotos fra kirkerne i omegnen af hovedstaden Yerevan. Det er i rækkefølge kirkerne Ste. Hripsimé (med gudstjeneste), katedralen Etchmiadzine (under reparation), som er hovedsæde for den armensk apostolske kirke, Gayané-kirken (med bryllup) samt ruinerne af Zwartnots-katedralen Til sidst et par billeder af Guéghard-klosteret.
Klik på et foto for at forstørre det!
Rundtur i landet
Efter nogle dage i hovedstaden gik turen nordpå til Gyumri, som i 1988 blev ramt af et jordskælv, som kostede mindst 25.000 mennesker livet og en halv million blev gjort hjemløse. Byen er endnu stærkt præget af katastrofen. Undervejs besøgte vi blandt andet Hovhannavank-klostret, hvorefter vi fik en glimrende frokost i et folkloristisk præget hjem i landsbyen Byurakan. Senere besøgte vi også Marmachen-klosteret.
Vi gik en tur i Gyumri, som stadig 28 år efter jordskælvet gør et forstemmende indtryk med ødelagte huse, forladte fabriksbygninger og et ramponeret kloaksystem, som stadig er under reparation.
På vores videre færd kom vi blandt andet til Haghbat-klosteret, Sevanavank-klosteret på en halvø i Sevan-søen (her var der pilgrimsgudstjeneste). Vi besøgte kirkegården Noradouz med mere end 900 kunstfærdigt udformede gravsten (khatchkar). Med verdens længste svævebane (5,7 km.) kom vi til Tatev-klosteret. Senere besøgte vi også en klippehulebyen Khdzoresk samt Kararahoundj, et årtusinder gammel astronomisk observatorium à la Stonehenge. Sammen med vores dygtige guide, Maria, sluttede vi af med et besøg Khor Virap-klosteret ved foden af Ararat-bjerget, som ligger på den tyrkiste side af den hermetisk lukkede grænse.
Klik på et foto for at forstørre det!
Folk og natur
Armenerne har dybe rødder i den mellemøstlige og lilleasiatiske kultur. De har deres eget sprog, som viser ligheder med flere andre indoeuropæiske sprog. Det armenske kongerige har førhen haft et betydeligt omfang, men nu om dage er landet ikke meget større end Jylland.
I 600-tallet udarbejde den lærde Mesrop Mashtot et alfabet til armenernes sprog, hvilket har fået stor betydning for den folkelige sammenhæng. I Yerevan er der museet Matenadaran, som rummer en fantastisk stor samling af antikke armenske håndskrifter, som har overlevet århundreders krige og forfølgelser.
I nyere tid har armenerne pådraget sig tre store traumer. For det første tyrkernes folkedrab i 1915 på vestarmenerne (øst for Ararat). Et stort monument for denne tragedie er i 1965 rejst på et højdedrag i Yerevan. Her kan man blandt andre se fotos af de danske kvinder Karen Jeppe og Marie Jacobsen, som under folkedrabet gjorde en meget stor indsats for at redde forældreløse armenske børn. Dernæst kom jordskælvet i 1988, og straks efter kom i 1991-94 krigen mod Azarbadjan om det armensksprogede område Nagorno-Karabakh. Denne krig koste armenerne betydelige tab i menneskeliv.
Man kan undre sig over, at Armenien stadig findes. Selv tilskriver de det den omstændighed, at folket er indfældet i landets barske natur med frodige sletter og vildsomme bjerge. Det er sikkert rigtigt, at folk bliver præget af den natur, de lever i.
Med stolthed nævner armenerne, at de var det første folkefærd, som antog kristendommen som statsreligion. Det skete i år 301. Kristendommen udgør den dag i dag en væsentlig del af den armenske selvbevidsthed, hvilket også er med til at holde sammen på både folket og nationen, som på alle sider er omgivet af muslimske samfund.
Klik på et foto for at forstørre det!
Læs også vores guide Maria Guelbekjans to artikler om Armenien og den armenske kirke - KLIK HER!