Cuba
I 2005 satte vi os for at besøge Cuba, mens Fidel Castro endnu var i live. Så vi satte os i en fly til Paris, hvor vi skiftede til Air France, som bragte os til Havana Lufthavn, hvor vi steg om til en Taxa, som kørte os til det legendariske Hotel Sevilla i Havannas historiske og af UNESCO beskyttede bydel. Vi blev indkvarteret på 6. etage i værelse 614, værelset lige ved siden af værelse 615, som var det værelse, Al Capone opholdt sig i, når han var i Havana. I vores værelser boede hans bodyguard.
Vi havde kun reserveret tre overnatninger på dette dejlige hotel, da vi også ville lidt rundt i landet. Men vi havde da et par dage til at foretage foreløbige ekskursioner i Havana. I første omgang blev det til en spadseretur på Paséo di Marti, kaldet Pradoen, som fører ud til strandvejen Malacon, hvor man møder et mindesmærke for nationaldigteren José Marti (1853-1895), som er ophavsmand til den uopslidelige sang “Gauantanamera”, som man også hører sunget af de utallige salsa-orkestre, som spiller på gadehjørner og i restauranter. I den modsatte retning fører Pradoen ind i bymidten til Parque Central, hvor man også finder en statue af José Marti. I øvrigt er pladsen et mødested, hvor man kan få en hel del tid til at gå med at betragte folkelivet. Lidt længere fremme ad Pradoen kommer man til Gran Teatro, som er det største teater i Havana og dermed et nationalteater med plads til både opera og ballet. Derefter kommer man til Capitolio, som tidligere, det vil sige før revolutionen i 1959, var sæde for regeringen og nationalforsamlingen, Nu om dage rummer Capitolio institutioner for for teknologisk og videnskabelig forskning. I øvrigt er bygningen fra 1920’erne en tro kopi af Capitol i Washington.
Fra Parque Central går Obispo-gaden (Bispensgade) ned til Havana-bugten, som er en lille fjord, der skiller Havana fra kystbyen Cojimar. Gaden begynder på et gadehjørne med restauranten El Floridita, som var Hemingways foretrukne værtshus i Havana. Ved baren sidder han endnu i skikkelse af en bronzestatue. I øvrigt er gaden fuld af værtshuse med levende musik. Vi satte os for at gå fra det ene sted til de andet for at høre musik, hvilket betød, at vi købte et glas Havana Club hvert sted. Men vi måtte ret hurtigt opgive det med at drikke rom for at holde os til cola alene. Ellers havde vi aldrig fundet tilbage til vores hotel.
Ved enden af Obispo kommer man til Place de Armas, hvor der sad et helt symfoniorkester og spillede, da vi ankom. Ikke langt derfra ligger Plaza de la Catedral, som også er et folkeligt mødested med musik og klovnerier. Selve katedralen har en ganske flot facade, men var indvendig ret uinteressant.
1.-2. Pradoen i Havana - 3. En lænke-hane - 4. Amerikanerbil - 5. Fin dame i charabank - 6. Malacon - 7. José Marti - 8. Hemingway's bar.
1. Capitolio - 2. Et dejligt band - 3. Symfoniorkester på Plaza de Armas - 4. Plaza de la Catedral - 5. Gøglere på stylter - 6. Cigarrygende damer - 7. "Den megen læsning bliver man træt af" (Præd 12,12) - 8. Høj cigarføring.
Fra Havanna tog vi en Viazul-bus til Haiti, hvor vi blev indkvarteret i et privat hjem, hvilket vi var godt tjente med. Vi fik et godt værelse, fruen i huset ville gerne lave mad til os. Jeg sagde, at jeg godt kunne tænke mig en engelsk bøf. Men nej - desværre! Oksekød var ikke en mulighed på Cuba. Men vi kunne få en halv hummer hver. Det, syntes vi, var endnu finere. Så vi takkede ja! Vores hus lå meget tæt på den centrale plads i byen, Plaza Mayor, så vi kunne gå til alt det, vi ville se. Trinidad er en meget charmerende by, hvis bygninger stammer fra kolonitiden, og nu er byen beskyttet af UNESCO. Den er også præget af en meget venlig befolkning. På et tidspunkt gik jeg en tur for mig selv med mit kamera hængende skudklart på maven. Undervejs kom jeg igennem en gade, hvor der stod en meget nydelig pige i en døråbning. Hun inviterede mig venligt indenfor, så jeg kunne tage nogle interessante fotos af hende. Men nej – desværre! Jeg skulle hjem og vække Inger Merete, som tog sig en lur på vores værelse.
Fra Trinidad tog vi efter et par dage en bus ud på halvøen Ancón, hvor vi kom ind på et strandhotel, der mest var befolket af canadiere. Amerikanere havde jo ingen adgang til Cuba. På hotellet købte vi et all-inclusive-ophold, hvilket vil sige, at vi havde værelse, måltider og fri bar. Det var udmærket. Vi kunne gå ned på stranden og bade og solbade og hente en drink i strandbaren, når vi havde lyst. Men andet kunne vi heller ikke få tiden til at gå med, så efter to overnatninger tog vi videre til byen Cienfuegos, som i sig selv ikke var noget særligt. Men på restaurant traf vi ægteparret Chapmann, og sammen med dem tog vi med en veteranjernbane ud i sukkerplantagerne, hvor vi oplevede noget, som jeg vil tro er noget af det mere autentiske Cuba, selv om det på den anden side også var lidt ”døde” landsbyer, vi kom ud til. Chapmanns besøgte os i øvrigt senere i bispegården i Odense.
Vi boede et par dage i Cienfuegos, hvor vi igen var indkvarteret i et privat hjem, som var meget hyggeligt og gæstfrit. Ved aftensmaden blev vi placeret ude i køkkenet, hvor vi kunne overvære, hvordan vores mad blev tilberedt. Jeg tror, vi fik tre-fire retter mad, men jeg husker især hovedretten, som var et stort fad med jomfruhummer tilberedt i en urtekrydret suppe. Dertil fik vi et vældig godt glas øl. På et tidspunkt gik lyset ud på grund af et strømsvigt. Vi fik hver anvist en gyngestol ude på fortorvet, hvor vi sad i mørket sammen med vore værtsfolk og nogle naboer. Og så gik snakken lystigt, indtil strømmen vendte tilbage, og alle fandt ind i husene igen. Jeg ville egentlig godt have stillet nogle spørgsmål af mere politisk og økonomisk art. Men den gik ikke. Det var ikke det, der var meningen med hyggeligheden. Men senere tog manden i huset mig med op på det flade tag, hvor vi igen kunne sidde i mørket og tale med hinanden om politiske spørgsmål. Men det var tydeligvis ikke noget, vi skulle drøfte i overværelse af naboerne.
1. Torvet i Trinidad - 2. "Vores" gade - 3. Vores hjem med værtinde - 4. Vores hummer - 5.-6. Lidt gadesladder - 7. Børn på Golgata -
8- En venlig dame, som gerne ville lade sig fotografere.
1. Gade i Trinidad - 2. En hjælpsom politimand - 3. Cykeltaxa - 4. Søndagsgudstjeneste - 5. Salsa-musik - 6.8. Strandliv på Ancón.
1. Torvet i Cienfuegos - 2.-5. Vores private indkvartering - 6.-7. Restaurant med musik i selskab med Chapman's - 8. Inger Meretes snapshot.
Fra Cienfuegos tog vi via Havanna ud i den vestlige del af Cuba, til dalen Viñales, hvor det ikke var sukkerplantagerne, men derimod tobaksmarkerne, der prægede billedet. Undervejs besøgte vi da også en cigarfabrik, hvor en masse kvinder med stor fingerfærdighed og snilde rullede nogle kæmpemæssige “havanesere”. Man kunne - så vidt jeg husker - også få en smagsprøve. Men da jeg på det tidspunkt allerede for nogle år siden var holdt op med at ryge, syntes jeg ikke, at der var grund til at udfordre smagsløg og lunger med en cigar, som jeg sandsynligvis ville have nydt med glæde nogle år tidligere.
Viñales-dalen var et rigtig smukt – ja, endda poetisk landskab med kalkstensbjerge og klippeformationer fyldt med huler og underjordiske floder. Et sted kunne de trafikeres med robåd, hvilket vi så gjorde og bogstaveligt talt sejlede igennem et bjerg fra den ene side til den anden. I lyset fra vores lommelamper kunne vi se, at der i hulerne hang enorme mængder af flagermus, som sov om dagen for senere at tage på jagt om natten.
Et andet sted så vi et gigantisk vægmaleri malet på den lodrette kalkstensklippevæg. Initiativtager til maleriet siges at være selveste Fidel Castro, som ønskede sig et monumentalt maleri af menneskehedens historie. Det blev til “Mural de la Prehistoria”. Det måler 120 meter i højden og 180 meter i bredden. Meningen med maleriet er vist nok den, at menneskehedens historie ender med det socialistiske menneske. Men det kan være lidt svært at se, hvad maleriet forestiller i detaljer, hvilket man som iagttager kan sidde og gruble over i nogen tid.
1. Viñales-dalen - 2.-3. Tobaksmarker med tørrehus - 4. Sejlads i underjordisk flod - 5. Coco-taxa - 6.-8. Hemingways Cojimar.
Da vi kom tilbage til Havana, ville vi egentlig gerne have haft et hotelværelse i den gamle bydel og allerhelst på det hotel, vi havde i begyndelsen. Det lykkedes ikke, så vi måtte tage til takke med et lidt kedsommeligt hotel i den vestlige bydel men dog ikke længere væk, end at vi kunne tage en “coco-taxa” ind til bymidten, Habana Vieja, hvilket ikke kostede så meget. Det gjorde til gengæld den næste taxatur fra Habana Vieja til fiskerlandsbyen Cojimar på den østlige side af bugten, hvorfra Hemingway fiskede og fandt inspiration til sin fortælling om “Den gamle mand og havet”. Den landsby havde vi glædet os til at se og glemte af den grund på forhånd at finde ud af den rigtige pris med en taxa. Normalt ville turen have kostet 10 US dollars / turistpesos, hvilket vi fandt ud af senere, men vi kom til at betale de 25 dollars, vi havde aftalt med chaufføren. Til gengæld tilbragte vi en rigtig dejlig dag i Hemingways fodspor i Cojimar, mens vi repeterede “Den gamle mand og havet”, som vi havde læst forinden.
Efter fjorten indholdsrige dage var vores ferie slut, og fra hotellet tog vi en taxa (til den rigtige pris!) ud til lufthavnen. Jeg ved ikke, hvor meget vi fik oplevet af Fidel Castros Cuba. Det var vel sådan set mest “turist-Cuba”, vi havde besøgt, og vi nåede slet ikke alt det, der var at se i Havana. Til gengæld nåede vi at opleve lidt caribisk badeferie på strandhotellet på Ancón-halvøen ud for Trinidad. Men det, vi husker allerbedst - trods et vist indtag af Havana Club – er vore aftenvandringer i Obispo-gaden, hvor vi gik rundt fra det ene værtshus til det andet og hørte fremragende latin-amerikanske orkestre spille Salsa-musik. Det var hele turen værd!