Burma / Myanmar

Vores rundrejse i det nordlige Indien i februar 2006 sluttede ved den buddhistiske helligdom i Sarnath nogle kilometer uden for Varanasi. Dér traf vi en turist fra Burma, som vi snakkede lidt med. Han fortalte os om Burma med en begejstring, som gjorde, at vi allerede året efter købte en flybillet til Yangon kombineret med et rundrejseprogram i landet.

     I Yangon blev vi i lufthavnen modtaget af en meget venlig mand, som sikkert havde et godt burmesisk navn, men han ville gerne kaldes Frankie, hvilket vi så gjorde. Han tog os med ind på et meget fint hotel Kandawgyi Palace, hvor vi havde to-tre overnatninger.

     Efter at vi så nogenlunde var kommet os af jet lag'et tog vi på opdagelse i byen, hvor vi først besøgte Sule Pagode med en ottekantet stupa, det vil sige et spidst tårn, der rummer et relikvie, som i dette tilfælde er et hår af Buddha. Sule Pagode er sammen med den store Shwedagon Pagode et udmærket orienteringspunkt i byen.

     Stupaen, der som nævnt rummer et hår af Buddha, er særlig hellig. Den æres ved, at man i en lille kiosk køber en konvolut med bladguld, som i et slags kabeltrukket luftskib bliver fragtet op ad stupaen, hvor en hjælpsom person sætter det fast. Hele stupaen er på den måde dækket af bladguld. Sule Pagode er måske knap så hellig som Shwedagon, men en er meget besøgt, og byens borgere bruger den også som mødested. Overfor Sule Pagode ligger en stor sandstensbygning. Det er Yangon City Hall.

     Ad Sule Paya Road kan man gå ned mod Yangon-floden og havnen, hvor der er en livlig trafik af lastpramme og flodbåde. Langs floden har man gaden Strand Road, hvor man ved siden af Myanma Airways finder det berømte hotel "The Strand" fra den engelske kolonitid. Hotellet og restauranten blev restaureret i 1990'erne, og da vi besøgte det for at drikke en fadøl, fremtrådte det i meget fin stand. Fra hotellets terrasse havde vi udsigt til kajen, hvor havnearbejdere for 1 dollar om dagen slæbte store sække med ris i land, mens de mere velhavende fra flodbåden ved siden af slæbte fulde indkøbskurve i land.

     Det er et 'must' at besøge Shwedagon Pagode, som Kipling kaldte "det gyldne underværk". Det er Burmas fornemste buddhistiske helligdom. Den store, altdominerende gyldne stupa hæver sig 98 meter over grunden. Den mytologiske forklaring på dette bygningsværk er, at det hellige bjerg Singutara var ved at miste sin hellighed, men ville kunne reddes, hvis det modtog en ny stor gave som et relikvie, der kunne betros til bjerget. På det tidspunkt sad Gautama (Buddha) og mediterede under Bodhi-træet rede til at modtage sin oplysning. Han modtog da en gave fra to af sine disciple. Til gengæld trak han otte hår ud af sit hoved og gav dem som gave til disciplene, som bragte dem til Singutara-bjerget. Da de otte hår blev taget ud af skrinet, skete der store undere så døve hørte, og blinde så igen, og lamme kunne gå. De blev derefter lagt tilbage i skrinet, og man byggede den store stupa over skrinet, hvilket er begyndelse på Shwedagon Pagode.

     Når man nu om dage træder ind på pagode-området, bliver man mødt af et sandt virvar af mennesker, stupaer i forskellig størrelse, samt bygningsværker, der tjener diverse religiøse formål. I betragtning af alt det leben, der udfolder sig i pagoden, er det et forbløffende stilfærdigt sted at færdes. Der er ingen råben og skrigen, højst et barn der græder. Selv har jeg ikke noget forhold til den religiøsitet, der er knyttet til stedet; men stedet har åbenbart et forhold til mig, og det gør, at jeg under vandringen i pagoden efterhånden føler mig hensat i en meditativ tilstand, hvor indtrykkene fuldkommen ukommenteret blot sætter sig i mig.

Klik på et billede for at forstørre det!  

1. Inger Meretes rejseforberedelser. - 2.-3. Vores hotel i Yangon. - 4. Sule Pagode midt i byen. - 5. Luftskibet med bladguld til stupaen. -

6. Bladguld. - 7. Buddha får vand i hovedet. - 8. Skrinet med Buddhas hår.

1.-2. Rismel bæres i land. - 3. Indkøbstur med flodbåden. - 4.-8. Fromhedslivet i Shwedagon Pagode. 

Fra Yangon fløj vi til Heho Lufthavn i Shan provinsen, hvor der ventede os en bil med chauffør. Vores guide Frankie havde vi også med. Da vi havde kørt nogle få kilometer, lød der et ordentligt brag. Det var en motorcykel, som var kørt ind i os bagfra. Både motorcyklisten, som viste sig at være kanonfuld, og hans passager tumlede rundt på vejen, men var ikke kommet slemt til skade. Ved et tilfælde kom en læge fra Læger uden Grænser forbi og tog sig af skaderne. Lidt senere kom der også et par betjente til. De beordrede os ind til den nærmeste by, hvor bilen blev beslaglagt. Den absolut uskyldige chauffør skulle betale en bøde på 60 dollars, og det lå ligesom i luften, at den kunne vi betale, hvilket vi ikke var indstillet på. Vi fik så lov at vente en rum tid på en tankstation, indtil chaufførens mor pr. telefon have lovet at betale.

     Efter dette intermezzo kørte vi til kalkstenshulerne i Pindaya, hvor der foruden drypstenene gennem århundreder er samlet i tusindvis af Buddhafigurer. De tre af dem er svedende Buddhaer, som er fugtige på grund af kondensdannelse. Fromme buddhister mener, at det gavner lykke og helbred at smøre "sveden" på sit ansigt. Det er klogt at tage en lommelampe med derind, da strømmen sommetider svigter.

     Derefter kørte vi til byen Kalaw, som ligger højere oppe i bjergene. Byen er præget af engelsk byggestil, fordi de engelske koloniherrer brugte stedet som køligt resort i sommertiden. Vi ankom i januar, og da var der faktisk rigtig koldt. I det hus, vi skulle bo i, var der kaminer, og der ankom da også en dreng med træ til opvarmning på en oksetrukket kærre. En del af de engelske huse er i et sørgeligt forfald, men der er stadig liv i byen. Der er en jernbanestation, som trafikeres to-fire gange om dagen. Jernbanen er beskrevet af den engelske journalist Chris Tarrant i programserien "Extreme Railways". Med toget ankom kvinder fra omegnen belæsset med varer til det livlige morgenmarked i Kalaw.     

1. Motorcyklisten behandles af en læge. - 2. Frankie og jeg venter på en tankstation. - 3.-4. Vejen op til Pindaya-hulerne. - 5. Inger Merete omgivet af Buddha'er. - 6.-7. Kalaw Station. - 8. Burmeser med thanaka-pulver på kinderne til solbeskyttelse.

1. Engelske huse. - 2. Et forfaldent koloniherrehus. - 3. Her boede vi. - 4. Oksekærren, som kom med brænde. - 4.-8. Morgenmarkedet.

Fra Kalaw gik turen videre forbi Heho lufthavnen til provinshovedstaden Taunggyi, hvor vi drejede mod syd og kom til Inle-Søen, hvor vi blev indkvarteret på et glimrende pæle-hotel i den nordlige ende af søen. Vi ankom tidligt på dagen og kunne derfor straks begive os ud på en sejltur i en long-boat til landsbyen Ywama, som delvis er bygget på pæle ude i søen, som ligger godt 800 meter over havet. På sejlturen passerer man nogle flydende haver – ja, de er faktisk flydende, fordi de er anlagt på enorme måtter af luftig tang, som så er forankret til søbunden med en eller flere bambusstokke. Landsbyen har et flydende marked, hvor man fra både kan købe tekstiler, tæpper, og alt, hvad der formodes at kunne friste en turist. Selv var jeg fristet til at købe en longyi, som er en slags nederdel, som bruges af både mænd og kvinder. Desuden kan man købe fisk, som er fanget på en noget speciel måde ude på søen. Fiskeren kommer omkring i en smal båd, som han driver frem med en åre, som han styrer med sin højre arm og sit højre ben, mens han på det venstre ben balancerer på bådens agter toft. Med den venstre arm kontrollerer han fiskenettet. Det ser meget virtuost ud.

    Landsbyen er også kendt for sin cerutfabrikation på en virksomhed, der beskæftiger omkring 100 cerut-rullere. Jeg lod mig friste til at købe en cerut, selv om jeg for længst var holdt op med at ryge. Jeg nød den på sejlturen over til søens østlige bred, hvor vi ville besøge en skole for forældreløse drenge. Det var en meget rørende institution, hvor drengene var åbenlyst glade for at være, og vores gode guide var stolt af at vise den frem.

    I det nordvestlige hjørne af Inle-Søen sejlede vi op ad en hyggelig flod med flere landsbyer, indtil vi nåede frem til et sted med en masse forfaldne stupaer. Vi fandt aldrig ud af, hvad stedet hedder. Men tilfældigvis opdagede vi en stupa, hvor en indskrift fortæller, at den er restaureret for Myanmars folk af en dansk familie, som hedder Dyrendal til efternavn, og så er den dateret 09.03.2006.

     Inle-Søen var et hyggeligt bekendtskab, som vi gerne ville havde dyrket lidt længere.

1. Inger Merete og Frankie og mig selv på vej til Ywama. - 2. Pælehuse i Ywama. - 3. En fisker på søen. - 4. En familie på vej fra indkøb. -

5. Besøg i skolen. - 6.-7. Cerutrullersker. - 8. Kvinder på vej på havearbejde.

1. Sådan ror man på Inle-Søen. 2. - Frankie og jeg sætter bladguld på Buddha-hoveder. - 3. En hyggelig flod. - 4. Forfaldne stupaer. -

5. Hvem mon disse danskere er? - 6. Opvask i floden. - 7. Kovask i floden. - 8. En af de langhalsede, en Padaung-kvinde.

Mandalay er Burmas næststørste by efter Yangon. Begge byer har været hovedstæder. Mandalay blev hovedstad i 1857 under kong Mindon. I 1885 overtog englænderne styret som kolonimagt og gjorde samtidig Rangoon (det nuværende Yangon) til hovedstad. Kolonistyret varede indtil 1947, hvor landet fik sin uafhængighed og bevarede Yangon som hovedstad. Det varede indtil 2005, hvor militærstyret gjorde den helt nybyggede by Naypyidaw til hovedstad.

     Men ellers er Mandalay vel mest kendt fra Ruyard Kiplings sang "Vejen til Mandalay", som giver et noget romantisk indtryk af byen, skønt Kipling aldrig har været der selv. Sådan var mit indtryk ikke. Jeg syntes ikke, at byen var særlig romantisk, selv om den var spændende nok at gå på opdagelse i. Når man står på toppen af Mandalay Hill og ser mod syd, ser man det kvadratiske mandalay Fort med Mandalay Palace i midten. Vender man sig mod nord, ser man en mere moderne bydel, som er domineret af et stort fængsel, som rummede 4.800 fanger. De fleste af dem var efter Frankie's mening politiske fanger.

1. Mandalay Fort med Mandalay Hill i baggrunden. - 2.-3. Udsigten fra Mandalay Hill. - 4. Inger Merete i teaktræs-klosteret Shewenandaw Kyang. -  5. Færgested ved Ayeyarwady-floden. - 6. Mingun-ruinen. - 7. Udsigten fra Mingun med den hvide Hsinbyume Pagode (øverst t.v.) og Klokke-pavillonen (nederst t.h.). 8. Mingun-klokken.

1. Indgangen til Mingun Buddhist Sanatorium. - 2. Sovesal på alderdomshjemmet. - 3.-5 Beboere. - 6. spisning i salen. - 6. Træbroen ved Amarapura. -  7. Munkebespisning i Amsraspura. - 8. Teaktræs-broen ved Amaraspura.

Det mest interessante ved Mandalay er omgivelserne. Vi tog en færge til den anden side af floden Ayeryarwady (Irrawaddy), hvor vi kom til Mingun Stupa, som - hvis den var bygget færdig - utvivlsomt ville have været verdens højeste stupa på 152 meter. Men den er et babelstårn, som aldrig blev bygget færdig. Byggeriet blev påbegyndt af i 1790, og det stoppede på grund af pengemangel i 1819, og nu står det som en underlig torso, der som en knold hæver sig 50 meter over landskabet. Men man har trods alt en pragtfuld udsigt fra toppen.

     Ikke så langt fra Mingun ruinen står en lille pavilion, der rummer en enorm stor klokke på 90 tons, som er støbt til brug sammen med Mingun. Det er verdens næststørste klokke. Den største er tzar-klokken i Kreml i Moska, men den er stærkt beskadiget efter en brand. Mingun-klokken er derfor verdens største intakte klokke.

     Lige over for Mingun-klokken er der en buddhistisk institution, som hedder Mingun Sanatorium, som var et interessant sted at besøge – navnlig for Inger Merete, som i cirka 35 år har arbejdet som sygeplejerske i ældreplejen. Stedet var, hvad man førhen i Danmark ville kalde et alderdomshjem. Vi kunne frit gå omkring på institutionen og med Frankie som tolk stille spørgsmål til beboere og det frivillige personale. Vi kom blandt andet ind i en gigantisk sovesal med plads til atten. Privatlivet blev nødtørftigt blev skærmet af mobile skillevægge af papir. Vi blev venlig modtaget overalt.

     Institutionen finansieres af testamentariske gaver samt lejlighedsvise donationer fra velhavere. Der var 78 beboere. Ved spisetid kom de medbringende deres spisegrej til en stor spisesal, hvor der blev serveret et måltid, som blev betalt af en eller anden velgører. Den dag vi var der, var det en rig kineser som betalte måltidet, som bestod af suppe, ris med kylling og grøntsager og krydderier. Velgøreren var selv til stede og lod sig inden måltidet hyldet med mange sange og bønner og fik desuden overrakt et diplom for sin indsats. Vi fik at vide, at sådan et måltid i alt kostede 28 dollars. Vi gav selv et beløb, da vi forlod stedet. Vi kunne dog ikke blive og modtage hyldesten.

På den følgende video er det manden i den røde trøje, der lader sig hylde som velgører. Klik på videoen for at forstørre!

1. Hestetrukket taxa. - 2.-3. Besøg i en skoleklasse. - 4.-5. Besøg i en Buddha-figur-fabrik. - 6. Frankie fremviser et slangeskild. - 7. Udhamring af bladguld. - 8. Det færdige bladguld.

Fra Mandalay til Bagan er der rundt regnet 150 km. i luftlinje, men vi sejlede med en turistbåd ad Ayeyarwadi-floden, hvilket vi brugte ni-ti timer på, så vi havde god tid om bord. Bortset fra nogle grundstødninger var sejlturen ret kedelig. Vi nåede frem til Bagan hen under aften og blev indlogeret på et luksushotel, hvor vi fik vores egen bungalow med en stor terrasse, og dér nød vi så aftenstemningen og aftenkaffen.

     Den næste dag tog vi på cykeltur rundt i dette underlige fænomen, som engang var hovedstad i Baganriget, hvis storhedstid ligger fra 11. til 14. århundrede. At dømme ud fra de mere end 2000 pagoder, stupaer og templer, må det virkelig have været et stort rige, så meget mere som det anslås, at der nu kun er en femtedel tilbage. Paladser og templer, som har været bygget i træ, er for længst forsvundet, og oversvømmelser fra floden har også gjort sit. Alligevel er indtrykket af Bagan storslået. Det er en seværdighed, der kan måle sig med Den kinesiske Mur, Taj Mal og Angkor Wat. Der har engang været en landsby indlejret i disse pompøse ruiner, men den blev i 1990 ved en militær operation flyttet 8 km. sydpå. En anden landsby Nyaung U ligger omkring 5 km. nord for det arkæologiske område. Nyaung har et stort marked, som også er værd at besøge.

     Et besøg i Bagan bør ikke vare under tre dage, hvis man skal have en fornemmelse af dette 40 kvm. store område, hvor den ene enorme pagode ligger ved siden af den anden, hvortil kommer tempelbygninger og stupaer. Den bedste måde at komme omkring er på cykel, hvilket vi gjorde – bortset fra en afstikker til Mount Bopa, hvor vi brugte taxa. Vores guide Frankie tog os med rundt til de vigtigste steder, men ellers tog vi selv på opdagelse.

1. Baskketop ved Ayeyarwadi-floden. - 2. Kvinder, som sælger varertil færgens passagerer. - 3. Sejlads på Ayeyarwadi-floden. -  4. Landingsstedet ved Bagan. - 5. Vores færge. - 6. Vores Bungalow. - 7. Restauranten på hotellet. - 8. Aftenstemning på terrassen.

1.-2. Cykeltur i Bagan. - 3. Et par Stupaer i landskabet. - 4.-5. Skoleudflugt. - 6.-8. Marked i Nyaung U.

1.-7. Forskellige Pagoder, stupaer og templer på Bagon-sletten. - 8. Nogle munke-drenge slapper af hos en liggende Buddha.

Turen til Mount Bopa var også spændende. Undervejs gjorde vi holdt i en de mange palmelunde, hvor man høster kokus, som man derefter laver sukker af, som man derefter laver til brændevin. Men man skal være forsigtig, når man høster kokusnødderne, som ofte gemmer på cobraslanger. Og man skal også være forsigtig med brændevinen.

     Ordet "bopa" betyder "blomst". Selve bjerget er en klippesøjle, der hæver sig godt 1500 meter over havet. Klippen er opstået derved, at en keglevulkan er sunket sammen, så kun den størknede lavakerne er blevet tilbage. Det tager en halv times tid at bestige klippen, mens man må værge sig mod nærgående aber, som gerne stjæler solbriller og andet løsøre, som man har på sig. Oppe på toppen er der en stupa og nogle klosterbygninger. Men ellers menes bjerget at være befolket af "nats", det vil sige nogle som regel godhjertede ånder, som man i burmesiske varianter af buddhismen kan have megen glæde af at være på god fod med. Mount Bopa er derfor også et stort pilgrimsmål.

1.-2. Presning af kokus.- 3. Destillering af kokussaft og -mælk. - 5.-6. Mount Bopa mmed Inger Merete på toppen. - 7.-8. Shwedagon med aftenlys (Yangon).

Vores rundrejse i Burma eller Myanmar, som militærstyret foretrækker at kalde landet, sluttede med en overnatning i Yangon, hvilket gav os mulighed for endnu et aftenbesøg på tempelområdet Shwedagon.

     Vi beskæftigede os ikke så meget med politiske spørgsmål, og det kan diskuteres, om det er særlig politisk korrekt at rejse til dette diktaturland. Men vores nysgerrighed var større end vores korrekthed. Vi kunne dog på steder, hvor faren for aflytning var minimal, tale med guiden om politiske emner. Korruptionen i landet var temmelig utilsløret, hvilket allerede omstændighederne omkring vores sammenstød med motorcyklen viste. Og da vi på hjemrejsen i Yangon lufthavn stod ved bagagekontrollen, blev jeg pludselig bortført af en uniformeret herre til et kontor, hvor jeg fik at vide, at der var noget i vejen med mit pas. Jeg lagde derfor diskret en 10 eller 20 dollar i passet, som jeg rakte til den uniformerede, og straks efter var sagen i orden, og jeg kunne vende tilbage til Inger Merete, som nervøst stod og ventede på mig.

     Ti år efter vores rejse til Burma kom det, man har kaldt et folkemord på den muslimske befolkningsgruppe, som kaldes Rohingya, og som hører i Rikhane-provinsen, der grænser op til Bangladesh, hvor der nu er store flygtningelejre. Selv den fredsprisbelønnede burmesiske demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi har ikke lagt afstand til denne åbenlyse uretfærdighed.

     Fra 1885 til 1948 var landet en engelsk koloni og dermed under vestlig indflydelse. I 1962 tog militæret magten, og siden da er landet mere og mere kommet under indflydelse fra Kina, som ikke har så store betænkeligheder, hvad angår det manglende demokrati. Og da Burma desuden er rigt på råstoffer, bliver det sikkert ikke let at ændre på denne tilstand. På den anden side synes jeg ikke, at man skal isolere landet med hensyn til turisme. Dels har landet så store seværdigheder, at der simpelthen bør være adgang til dem. Dels var det vores opfattelse, at den menige burmeser havde et stort behov for at vide, hvem vi er i vores del af verden.