Behovet for en hermeneutisk teologi
En anmeldelse
af biskop emer. Kresten Drejergaard
Må vi være her? Folkekirken efter Luther.
Red. af Louise Højlund Franklin, Anders-Christian Jacobsen og Liselotte Hornemann Kragh.
Katakombisk Studiekreds 2022. Kr. 69,95.
Livets risiko. Himmel og Helvede
Red. af Jørgen Sejergaard, Henrik Højlund og Hans-Ole Bækgaard.
Lohses Forlag 2022. Kr. 249,95.
I det seneste år, det vil sige 2021-2022, har der i Kristeligt Dagblad verseret en debat om relevansen af dele af Den Augsburgske Bekendelse. Det drejer sig specielt om de artikler, der handler om arvesynden og den evige fortabelse. Det er for eksempel bekendelsens artikel 2 ”Om arvesynden”, artikel 9 ”Om dåben” samt artikel 17 ”Om Kristi genkomst til dom”. Det er især den sidstnævnte artikel, der hos nogle teologer er blevet en torn i øjet, fordi den set med nutidens øjne ikke er politisk korrekt, hvoraf man så slutter, at så er den nok heller ikke teologisk korrekt. Problemet er blevet diskuteret i et par kronikker i Kristeligt Dagblad 05.01.22 og 24.01.22 af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og dogmatikprofessor Anders-Christian Jacobsen.
Må vi være her?
I forlængelse af den debat bliver begrebet ”apokatastasis” relevant, det vil sige forestillingen om altings genoprettelse. For hvordan kan man forlige sig med den tanke, at Gud fordømmer, når man nu fra evangeliet ved, at Guds er idel kærlighed? I en lille bog, som bærer den noget patetiske titel ”Må vi være her?” formuleres spørgsmålet på side 44 på følgende måde:
”Gud er entydig god og ophav til alt det, som er. Gud er magten til at være til i alt som er til, men er ikke årsag til det onde…… (hermed afvises den lutherske tanke om ’den skjulte Gud’…….)”.
Man må sige, at der skal en hel del teologisk selvtillid til for med så få ord at feje tanken om ”den skjulte Gud” af banen. Det er en tanke, som optræder i Luthers bog fra 1525 ”Om den trælbundne vilje”. Denne bog anså Luther selv på sine gamle dage for at være den mest betydningsfulde bog af alt det, han havde skrevet.
Bogen ”Må vi være her?” afviser herefter i tur og orden den augustinsk-lutherske lære om arvesynden samt læren om den såkaldte ”dobbelt udgang”, som betyder, at nogle frelses og andre går fortabt. Desuden afvises den lutherske påstand om, at mennesker hverken kan bidrage til deres egen eller andres frelse. Disse afvisninger bliver ikke fulgt op af nogen egentlig argumentation. Til gengæld giver de anledning til, at der foreslås en række ændringer i folkekirkens bekendelsesgrundlag og gudstjenesteordning.
Problemstillingen med forholdet mellem Gud og det onde er ikke ny. Den er faktisk betydelig ældre end Luther. Problemstillingen, der ofte kaldes et ”theodicé-problem”, det vil sige et spørgsmål, der drejer sig om Guds retfærdighed, er allerede klart formuleret i et citat som tilskrives den græske filosof Epikur (341 – 270 f.Kr.):
Enten vil Gud afskaffe det onde, men kan ikke; eller han kan, men vil ikke; eller han hverken vil eller kan; eller han både vil og kan. Hvis han vil, men ikke kan, er han svag – og det kan man ikke regne med hos Gud. Hvis han kan, men ikke vil, er han ond – hvilket er lige så fremmed for Gud. Hvis han hverken kan eller vil, er han både svag og ond og derfor ikke Gud. Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste, der sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor afskaffer han det ikke?
Et tilsvarende spørgsmål kan man stille til forfatterne af bogen ”Må vi være her?”: Hvis Gud er entydig god og ophav til alt det, som er ……, men ikke er årsag til det onde, hvor kommer det onde da fra?
Den helt store anstødssten for forfatterne af bogen ”Må vi være her?” er tanken om det, der sædvanligvis kaldes ”den dobbelte udgang”, sådan som det for eksempel er formuleret i Den Augsburgske Bekendelses artikel 17: Ligeledes lærer de (lutherske), at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende.
I modsætning til forestillingen om den dobbelte udgang til frelse eller fortabelse henviser forfatterne til forestillingen om alles frelse, ”apokatastasis”. Det er en forestilling, som i den græsktalende del af oldkirken findes hos Origenes (185-254) og Gregor af Nyssa (331-394). Det er et spørgsmål, hvorvidt disse to teologer kan betragtes som repræsentative for en græsktalende del af oldkirken. Deres lære om ”apokatastasis” blev erklæret for kættersk på et kirkemøde i Konstantinopel år 553.
Forfatterne bag ”Må vi være her?” kan have en pointe i, at synet på dommedag i oldkirken og den tidlige middelalder er anderledes i den østlige, græsktalende kirketradition, repræsenteret ved Clemens af Aleksandria, Origenes og Gregor af Nyssa, end det er tilfældet i den vestlige, latinsktalende tradition, repræsenteret ved Tertulliuan, Augustin og Luther.
Middelalderens kirkelige billedbrug bekræfter, at der er forskel på dommedagsopfattelserne i de østlige kirker og de vestlige kirker. Dommedagsfremstillinger med skel imellem himmel og helvede forekommer ikke særlig hyppigt i de byzantinske kirker, mens de jævnligt optræder i de middel-alderlige katolske kirker. For eksempel er der ikke mange dommedagsbilleder i de freskobemalede kappadokiske hulekirker, som ikke mindst Gregor af Nyssa må have kendt til, selv om de nuværende billeder i kirkerne på grund af billedstormen (årene 726 – 844) er flere århundreder yngre end Gregor. Den ikonografiske tradition kan sagtens være ældre end de middelalderlige billeder, som man nu finder i kirkerne. Et karakteristisk billede er det såkaldte ”deisis-billede”, som man ofte finder i kirkens apsis bag alteret. I billedet ser man Kristus, der sidder på et dommersæde omgivet til venstre af Guds Moder (Jomfru Maria) og til højre af Johannes Døber. På sit sæde sidder Kristus med Den hellige Skrift eller en bogrulle i sin venstre hånd, mens han med sin højre hånd på liturgisk vis gør en velsignende bevægelse. ”Deisis” betyder bøn, og jeg forstår billedet på den måde, at Jomfru Maria som Guds Moder med henblik på dommen går i forbøn for os ud fra den tanke, at en mor undertiden med sin bøn hos sin søn kan opnå det, som ingen andre kan opnå. Hun kender sin søn. Til den anden side står Johannes Døber, som til gengæld kender os. Han ved at vi er øgleyngel og slyngler, som ikke fortjener andet end straf. Men han går også i forbøn for os med en bøn om, at der på dommens dag må blive set i nåde til os. Jomfru Maria og Johannes Døber er gode forbedere. Og det er en stor trøst at iagttage dette billede. Det forholder sig som sagt noget anderledes med de dommedagsbilleder, man finder senmiddelalderlige, vestlige kirker.
Livets risiko
En temmelig forudsigelig reaktion på ”Må vi være her?” foreligger med bogen ”Livets risiko. Himmel og Helvede”, som er skrevet af en række forfattere med baggrund i den kirkelige højrefløj. Med udstrakt brug af bibelcitater og citater fra den oldkirkelige og middelalderlig teologi argumenterer man for rigtigheden samt ikke mindst nødvendigheden af at opretholde læren om Guds forudbestemmelse og den dobbelte udgang.
Spørgsmålet om rigtigheden er et historisk spørgsmål, som afgøres ved, at man undersøger kilderne, det vil sige De apostolske Fædre og de senere kirkefædre. I en artikel om ”Den dobbelte udgang i de ældste kristne skrifter” dokumenterer Kurt E. Larsen, at tanken om den dobbelte udgang er en udbredt forestilling i De apostolske Fædre samt hos Justinus Martyr og Irenæus. Artiklen rummer faktisk en dokumentation med klare og tydelige henvisninger til og citater fra de enkelte skrifter. Desuden får man at vide, at når der i nyere tid har bredt sig den opfattelse, at apokatastasislæren var det normale i oldkirken, så skyldes dette den amerikanske teolog Ilaria L.E. Rameli. I en 890 sider stor bog til forsvar for tanken om alles frelse har hun kun levnet én side til omtale af De apostolske Fædre med den begrundelse, at læren om alles frelse ser ud til at mangle i de pågældende skrifter.
Peter Søe har skrevet en efterfølgende artikel om ”To oldkirkelige fortalere for læren om alles frelse”. Det drejer sig om Origenes af Alexandria (ca. 185 – 254) og Gregor af Nyssa (ca. 335 – 395), som folkene bag bogen ”Må vi være her?” særligt påberåber sig. Peter Søe gør en del ud af at påvise Origenes’ afhængighed af gnostisk (som han dog også lagde afstand til) og platonsk filosofi. Origenes’ synspunkter gav anledning til store stridigheder i samtiden med det resultat, at Origenes blev forkætret på synoden i 553. Gregor var biskop i Nyssa i Kappadokien. Det er tydeligt, at Gregors teologi sagligt set har forbindelse til Origenes, begge anvender for eksempel begrebet ”apokatastasis” som et udtryk for tanken om alles frelse. Men der er også forskelle. Hvor Origenes på platonistisk vis taler om den åndelige, evige skabelse af sjælen, taler Gregor om, at målet for frelsen er en genoprettelse af den oprindelige skabelses fuldkommenhed. Til fremme af dette mål tjener ikke mindst en asketisk livsførelse.
Spørgsmålet om nødvendigheden af at opretholde læren om Guds forudbestemmelse og den dobbelte udgang tages op af Jan Holm Mortensen i bogens sidste artikel ”Gud er kærllghed”, hvori han bruger det argument, at tanken om Guds kærlighed forudsætter, at der også er en bagside, nemlig Guds vrede. Hvis man ikke tænker denne bagside med, forsvinder dynamikken i talen om Guds kærlighed. Derfor må mulig-heden af både frelse og fortabelse tænkes med. I den forbindelse gør Jan Holm Mortensen opmærksom på, at ”alles-frelse-forkyndelsen” munder ud i en moraliserende aktivisme, hvor Jesus bruges som etisk forbillede i et budskab om ”næstekærlighed”. Dertil kommer, at det vi oplever som ondt aldrig kan tolkes som skyld, men derimod kun som skæbne og som en del af Guds skabelsesproces, som fører frem til alles frelse. Hvis man fjerner begreber som synd og skyld, forsvinder også ansvaret, hvilket bidrager til, at vi som identitetsløse eksistenser ender i en form for umenneskelighed.
Også Grundtvig får et par ord med på vejen som fortaler for den dobbelte udgang. Det sker i en artikel af Jørgen Jensen Sejergaard, som tager afsæt i en læsning af alle Grundtvigs prædikener til første søndag efter trinitatis, det vil sige lignelsen om den rige mand og Lazarus. Jeg tvivler på, om denne tilgang yder Grundtvig fuld retfærdighed. Hvad med alle salmerne, hvoraf en enkelt (DDS 291 v. 6) ganske vist taler om ”fortabelsens æt”, men det overvældende indtryk efter en gennemlæsning af Grundtvigs salmer i salmebogen er dog meget snarere det, der kommer til udtryk i DDS 33 v. 7:
Og du mit støv, hvi sukker du
som under fjelde knuset?
Du hører jo, der skaffes nu
dig plads i Fader-huset;
din frelser vidner: Ej et hår
forkomme skal i ormegård
og fattes i Guds rige!
Det betyder ikke, at Grundtvig ikke kender til muligheden for fortabelse. Den mulighed ligger allerede i den erfaring, som det skabte menneske som ”støv” kender, når det ”sukker som under fjelde knuset”. Men det, der er hans egentlige ærinde som salmedigter og prædikant, er at forsikre det anfægtede menneske om, at ”ej et hår forkomme skal i ormegård og fattes i Guds rige!” Det er også den forsikring, der ligger bag hans stadige fastholdelse af trosbekendelsen formulering ”kødets opstandelse”. I modsætning til dem, der taler om legemets opstandelse eller en åndelig opstandelse argumenterer Grundtvig for ”kødets opstan-delse” med den begrundelse, at ”menigheden ikke skal besviges for frelsen i hele dens legemlige og åndelige fylde” (Den kristelige børnelærdom, Udvalgte Skrifter IX, s. 366 ). Det er et synspunkt, jeg kan forstå.
Derimod har jeg ikke megen sans for, hverken det ene eller det andet standpunkt i de to ovenfor omtalte bøger. Jeg kan sagtens se modsætningen mellem dem. Ikke desto mindre forekommer det mig, at der er tale om et opgør mellem to standpunkter indenfor den samme pietistiske retning.
”Må vi være her” gør på patetisk vis og ved hjælp af en forestilling om alles frelse i den antikke kristendom op med forældre- og bedsteforældregenerationens forsamlings- og missionshusfromhed og dens fastholdelse af skellet mellem de frelste og de fortabte.
”Livets risiko. Himmel og Helvede” hager sig derimod fast i traditionen. Da der er tale om veltrænede bibellæsere, argumenteres der på fundamentalistisk vis med henvisninger til såvel bibelske som oldkirkelige skrifter, hvilket jeg ikke mener som en bebrejdelse. Snarere har jeg tænkt på Karl Barths bemærkning om, at hvis han skulle vælge mellem den klassiske fundamentalisme og den moderne bibelkritik, ville han vælge den førstnævnte, fordi den spørger efter, hvad det faktisk kommer an på i teksterne. Men, føjer Barth så til, jeg er glad for, at jeg ikke skal vælge!
Det samme vil jeg kunne sige efter læsningen af de her omtalte bøger: Jeg er glad for, at jeg ikke skal vælge! I begge bøger er der synspunkter, som jeg er enig i. Ikke desto mindre er der tale om to standpunkter, som er lige umulige.
Standpunktet i ”Må vi være her?” er umuligt, fordi det ikke respekterer, at kristendommen altid er kommet til udtryk i paradokser. Det gælder lige fra formuleringen ”sand Gud og sandt menneske” (kirkemødet i Chalkedon) over sondringen mellem ”den skjulte og den åbenbarede Gud” (Luther) til formuleringen ”skabelse og tilintetgørelse” (Løgstrup). Hvis man ikke kan forlige sig med dette paradoks, nedskrives kristendommen til en overkommelig tro på det gode og på kærligheden som en realiserbar evne hos os selv.
Standpunktet i ”Livets risiko” er umuligt, fordi det ikke respekterer, at kristendommen er en tro, som kommer til orde i historien og på historiens betingelser, hvilket betyder, at der må ske en ”oversættelse” fra det bibelske verdensbillede til et samtidigt verdensbillede. Det indebærer, at der må være tale om en hermeneutisk proces fra præsten har læst teksten, til præsten holder sin prædiken på prædikestolen. Det er teologiens opgave at tage vare på den hermeneutiske proces ved at gennemtænke og udarbejde principperne for den i en stadig dialog med teksternes og samtidens livforståelser. Denne teologiske opgave har ikke haft alt for gode vilkår i det seneste halve århundrede. Det bedste, jeg kan sige om de to her omtalte bøger, er derfor, at de hver for sig dokumenterer behovet for en genopdagelse og genoptagelse af den hermeneutiske teologi. Og for prædikenens skyld kan det ikke ske hurtigt nok!
Præsten. Præsteforeningens Blad nr. 35, 2. september 2022