Præk&Salmer

Adventstiden, 2. tekstrække

Første søndag i advent – Luk. 4,16-30: Jesus i Nazarets synagoge.

 

I dag går det i opfyldelse

 

I sin adventssalme "Blomstre som en rosengård" gengiver Grundtvig nogle af de store syner, som profeten Esajas lod komme til orde i sin egen tid. Men Grundtvig gengiver dem sådan, at de også bliver til ord, som er sagt til vor tid – og det endda på den måde, at han siger, at ordene er gået i opfyldelse, sådan som Jesus også sagde det til folkene i synagogen i Nazaret: "I dag er det gået i opfyldelse!" I sin salme siger Grundtvig det på den måde, at han i de første fire vers gengiver Esajas' profeti. I det femte vers siger han så, at nu er den dag kommet, hvor Guds søn skaber Paradis af ørkenen. I det sjette vers priser han derfor Gud, som sammen med sin Ånd gør alting godt "i vort Himmerige" ved at lade det hele gå i opfyldelse – alt det som Esajas og vi andre har håbet på. Det går i opfyldelse i gudstjenesten, som i Grundtvigs sprogbrug kaldes "vort Himmerige".

Det kan godt være, at opfyldelsen er en skuffelsen. Det var den jo faktisk også for de jøder, der var i synagogen i Nazaret den dag, da Jesus prædikede. "Er det ikke Josef søn?" spurgte de. Hvordan kan han så sige sådan noget. Det har jo ingen rimelighed, at han stiller sig sådan an! Hvad bilder han sig ind? Det var ikke det, de havde ventet af Gud, at han skulle lade sine profeters syner blive virkelige i munden på tømrerens søn. Og så blev de forargede på samme måde, som folk også nu om dage bliver forargede på kirken og det, der foregår i den. Er det ikke andet? Det kan vi da ikke forstå? Hvad kommer det os ved?

Men der er dog ingen, der kan benægte, at der faktisk lyder et godt budskab af vor Herres mund. Det lyder som et evangelium til de fattige, dvs. til dem, der ikke har andet. Det forkynder en frihed, som ingen her i verden hidtil har kendt til. Det lyder som et løfte midt i den værste håbløshed med ordene: "I dag skal du være med mig i Paradis!"

     "I dag" hedder det. I dag er det gået i opfyldel­se. I dag hører vi det i gudstjenesten. I dag bliver vi ved vor Herres ord "genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde". Sådan lyder det ved livets begyndelse hen over dåbsbarnet. På samme måde lyder det i den anden ende, når der kastes jord på os. Er det ikke et godt og glædeligt budskab til fattige? Er det ikke en frihed til dem, der hos sig selv ikke finder andet end magtesløshed?

     Hver gang vi kommer til kirke, bliver vi mødt af dette "i dag". I dag er det gået i opfyldelse. I dag er det glædens og frihedens dag! I dag begynder det igen! Netop på denne dag - den første søndag i advent - udråbes der på ny et nådeår "med vor Guds velbe­hag", et år, som "bringer os glæde hver Herrens dag". Det er den tro, der gør kirken til et sted, som er fundamentalt forskelligt fra synagogen!

 

Forslag til salmevalg

 

Som udgangspunkt vil jeg i 2. tekstrække koncentrere mig om de salmer, der skal synges i tilknytning til en tekstlæsning. Indgangssalmen og udgangssalmen kan i princippet være de samme i begge tekstrækker. I adventstiden vil det desuden være sådan, at salmevalget ligger nogenlunde fast, så det mest er fordelingen mellem de enkelte søndage, der varierer. Af samme grund er det også hensigtsmæssigt at vælge salmer til alle fire søndag på én gang, så man ikke i utide får brugt en salme, som passer meget bedre på en senere søndag. Men under alle omstændigheder synes jeg, at man skal tage hul på adventstiden med at synge nr. 74 "Vær velkommen, Herrens år".  

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esaiasbogen kan man godt synge nr. 78 "Blomstre som en rosengård". Kirkegængerne glæder sig til at synge den, så de kan lige så godt få den først som sidst. Epistelteksten er den samme i begge tekstrækker, men derfor kan man godt variere salmevalget, så for eksempel nr. 79 "Stat op i gry, min Gud, stat op!" synges efter epistellæsningen eller måske efter prædikenen. Men efter Jesu prædiken i synagogen i Nazaret kunne det også være fristende at synge Brorsons nr. 592 "I dag er nådens tid".

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 90 "Op glædes alle, glædes nu!", som ellers hører til på 4. søndag i advent efter epistellæsningen i 1. tekstrække. 

 

Mit salmevalg: 74 – 78 – 79 / 592 – 90.

 

 

Anden søndag i advent – Matt. 25,1-13: Lignelsen om de ti brudepiger

Beredelsen gør forskellen

Det pudsige ved lignelsen om de ti brudepiger er, at ingen af dem vågede ventetiden ud. Faktisk faldt de i søvn alle sammen. I den henseende var det ingen forskel på de kloge og de tåbelige brudepiger. Forskellen opstår først, da den begivenhed indtræffer, som for halvdelen af dem kommer til at betyde, at de kommer med til den store bryllupsfest, mens den anden halvdel ender ude i mørket. Det, der gjorde forskellen var forberedelsen. De kloge havde taget så meget olie med til deres lamper, at den kunne holde ventetiden ud. De tåbelige havde kun lige taget det med, som var nødvendigt for at nå frem.

     Det er beredelsen, der gør forskellen. De kloge brudepiger havde beredt sig på det, der måtte komme. Det havde de tåbelige ikke!

     Måske kan dette med forberedelsen forklares lidt bedre ved at bruge en lille bid fra en anden fortælling. Det er Antione de Saint-Exupéry's eventyr "Den lille prins". I eventyret er der den vidunderlige scene, hvor prinsen og ræven skal til at "knytte bånd", som det siges, det vil sige, at de skal være venner, og derfor skal de aftale, hvordan de mødes:

     "Det var bedre, hvis du kunne komme på samme tid," sagde ræven. "Hvis du for eksempel kom klokken fire om eftermiddagen, så ville jeg allerede kunne begynde at glæde mig klokken tre. Jo mere tiden nærmer sig, des gladere vil jeg være. Klokken fire er jeg allerede begyndt at blive rastløs og urolig; jeg lærer at lykken har sin pris. Men hvis du kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt……. Et ritual må der til!"

     Et ritual må der til! siger ræven. For et ritual er jo en beredelse på noget, som skal ske. Et ritual er at klæde sit hjerte i festdragt, hvis det, der skal ske, er noget godt.

     Men denne beredelse kan man ikke dele med andre! Det er det, der er pointen i lignelsen om de ti brudepiger. Hvis de kloge brudepiger havde kunnet dele deres olie med de tåbelige, havde de vel gjort det. Men det kunne de bare ikke! Man kan ikke dele ud af en glæde, som endnu ikke er, selv om det er den, man bereder sig til. I beredelsen kan man klæde sit eget hjerte i festdragt, men ikke andres hjerter.   Beredelsen er man altid ene om! Men ingen er på forhånd er lukket ude. Derfor skal vi berede os på det, der skal ske, det vil sige berede os på den glæde, Kristus vil give os del i. Ikke at berede sig er ikke blot at være ligeglad, men det er en hån mod glæden, og det er at afskære sig selv fra den mulighed at kunne være med.

 

Forslag til salmevalg

Nr. 274 "Rejs op dit hoved, al kristenhed" er salmebogens flotteste og mest opmuntrende dommedagssalme, så den skal indlede gudstjenesten. Det kunne også have været nr. 362 "Gør dig nu rede kristenhed", men den tror jeg skal gemmes til efter prædikenen, hvor den passer bedre end Brorsons salme til teksten nr. 71 "I jomfruer, I kloge". Nr. 86 "Hvorledes skal jeg møde" ville også være et godt valg til salme efter prædikenen, men den tror jeg, at jeg gemmer til 4. søndag i advent.

     Kingos nr. 270 "Luk øjne op, o kristenhed", kunne måske også gå an efter prædikenen, men den vil også stå meget godt som udgangssalme, hvis man ikke fra sidste år vil genbruge nr. 279 "Venner, lad kun skyer gråne". Endelig er der nr. 733 "Skyerne gråner", som båret af en popularitetsbølge har sneget sig ind i salmebogen fra højskolesangbogen.

     Og så har jeg i farten overset, at der også skal være en salme efter den gammeltestamentlige læsning, hvor jeg foretrækker profeten Malakias, hvilket giver os anledning til at synge Ingemanns nr. 612 "Den store mester kommer", som jeg i sin tid lærte i skolen. Det var dengang!

 

Mit salmevalg: 274 – 612 – 733 / 362 – 270.  

 

 

Tredje søndag i advent – Luk. 1,67-80: Zakarias' lovsang

 

Solopgangen fra det høje

 

Der kan være grund til eftertanke over den omstændighed, at Zakarias, Johannes Døberens far, blev ramt af stumhed, da han ikke ville tro. For er det ikke lige præcis det, der sker med os andre, når vi heller ikke vil tro? Hvis der ikke et eller anden sted inden i os lever en efterklang af noget, som vi har hørt og troet, og som har været med til at give vort liv mening, så mister vi i åndelig forstand talens brug.

     For den gamle præst Zakarias blev stumhedens problem løst på en temmelig håndfast måde, fordi den profeti, der blev sagt til ham, faktisk gik i opfyldelse. Og så brød han af lutter glæde ud i lovsang.

     Zakarias' lovsang fortæller, at Gud i selv det mest vanartede folk formår at tænde et håb i mørket.

     Vi er selv blevet til en genera­tion af mennesker, som hverken tør tro eller håbe, og som derfor har valgt at leve efter den gamle devise: Lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø! Derfor har vi brug for at høre, at selv om vi skal dø, er det ikke nødvendigt, at vi æder og drikker os ihjel. Livet går dog også ud på noget andet! Og derfor må vi vove at stille os ansigt til ansigt med en engel, som har fantasi nok til at fortælle, hvad livet også går ud på.

     Der er tale om et dobbelt handicap. For vi vil aldrig kunne forstå, hvad Gud har at sige til os, hvis vi ikke selv har noget at sige til hinanden. Derfor er det nødvendigt, at vi menneskeligt set får givet sproget tilbage af en slags Johannes Døber. Det behøver ikke at være et menneske. Det kunne også være en højskole eller et andet sted, som bidrager til, at vi får kastet et andet og nyt lys ind over det liv, som vi lever i fællesskab, så vi får noget at sige til hinanden, og så vi også får mulighed for at høre, hvad Gud har at sige til os.

Zakarias ville ikke tro det, han hørte, fordi han havde ladet sin forstand råde for sig. Men det siges jo med et ordsprog, at "hjertet har sine grunde, som forstanden ikke kender". Hvis Gud skal finde vej til os, så er der altså nogle forstandsgrunde, som må ryddes af vejen, så hjertets grunde kan komme til deres ret. For hjertet har en ret til både at kæmpe og vinde, som det hedder i J.C. Hostrups julesalme, "Julebudet til dem, der bygge". Ret beset er det en adventssalme, der handler om den solopgang fra det høje, som kan gennembryde vores mangel på tro og give os sproget tilbage.

 

Forslag til salmevalg

 

Det er Zakarias' lovsang, der denne søndag er på programmet som prædikentekst. Derfor skal gudstjenesten også begynde med en lovsang, og det skal være nr. 12 "Min sjæl, du Herren love", som står lidt i skyggen af nr. 2 og nr. 3. Alle tre er gendigtninger af Ps. 103. Det er vist nok nr. 3, der bærer prisen hjem som den mest populære gendigtning, men nr. 12 er heller ikke dårlig.

     "Solopgangen fra det høje" som i Zakarias' lovsang skal "lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge" bringer straks nr. 129 "Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge i erindring". Det er J.Chr. Hostrups julesalme, som jeg ellers plejer at have med som fast inventar 2. juledag, men den kan godt holde til at være med begge dage. Når man tænker på al den sentimentalitet, der også omgiver vores jul, er det den mest nøgterne julesalme, jeg kender. Så den skal være salmen efter prædikenen.

     Esajasteksten har jo allerede fået et ord med på vejen i indgangssalmens ord om rosen, der "dufter for at dø". Men også nr. 7 "Herre Gud, dit dyre navn og ære" vil passe godt med ordene "hvert fjeld, hver tinde skal brat forsvinde", og længden passer godt til placeringen i gudstjenesten.

     Jeg har indtryk af, at Johannes Johansens salme nr. 276 "Dommer over levende og døde" er en af de nyere salmer, der har vundet indpas i gudstjenesten. Det er også en god salme, og den vil stå fint mellem epistellæsning og evangelielæsningen, så den skal vi have.

     Stadig med Zakarias' lovsang i øre og tanke, vil det være godt at synge nr. 80 "Tak og ære være Gud" som udgangssalme.  

 

Mit salmevalg: 12 – 7 – 276 / 129 - 80.

 

 

Fjerde søndag i advent – Johs. 3,25-36: Johannes Døbers sidste vidnesbyrd.

 

At vokse i Kristus

 

Liturgisk set lever vi i spændingen mellem Johannes og Jesus. Vi lever i spændingen mellem mørke og lys, mellem lov og evangelium, og mellem dom og nåde. Men vi hører til i den ny pagt. Vi er døbte mennesker og tilhører Kristus og skal i hans ord høre Guds tale til os. Hans lys skal vokse i os, og selv skal vi vokse i det lys, der udgår fra Kristus. Derfor synes jeg, at man på fjerde søndag i advent godt kan synge salmen "Den signede dag med fryd vi ser", hvori vi i det første vers synger ordene: "Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme!" Det skal kendes på os, at vi tilhører dette lys, som udgår fra Kristus.

     Som skabte mennesker er vi en del af naturen: Vi fødes, vokser til, modnes, sætter frugter og dør. Vi er vi bundet til naturen og til tiden og skal med rettidig omhu stræbe efter at være mennesker til tiden. Men vi er ikke blot en del af naturen og dermed bundet til tiden. Som kristne mennesker hører vi også til i kirkerummets billedlige univers, hvor tiden er en anden, fordi tiden er tid med henblik på det, der skal komme. Her i dette univers behøver vi ikke at forstå alting lige med det samme. Det er nok, at vi forstår lidt efter lidt og nøjes med at tage det til os, som vi har brug for lige nu.

          Det himmelsk er at tænke på,

          at han som dyrt os købte,

          guddommelig vil vandre så            

          i alle sine døbte.

     Kristus vil med sit lys ikke blot vandre med os, men også i os, så længe vi har vor gang her på jorden. Derfor skal vi i kirken og gudstjenesten, som er vort lille Himmerig, vokse i alt det, der er hans – dvs. i troen, håbet og kærligheden – idet vi undervejs styrkes og næres af lyset, evangeliet og nåden, indtil Guds-åndens billedtale ved vejs ende står lysende klart for os i det store Himmerig.

 

Forslag til salmevalg

Fjerde søndag i advent er ikke den store kirkegangssøndag, men der skal nok være et pare tålsomme kirkegængere, som synes, at de skal være der, selv om de fleste andre går på indkøb og har travlt med de sidste juleforberedelser. Det kunne friste til at eksperimentere lidt med salmerne og vælge et par stykker, som ikke hører til blandt kernesalmerne. Jeg vil dog begynde gudstjenesten med at synge en velkendt salme, og det kunne enten være nr. 86 "Hvorledes skal jeg møde", eller nr. 76 "Op, thi dagen nu frembryder", idet jeg har en svaghed for Niels W. Gades melodi til den sidstnævnte.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajasbogen kunne man så passende synge nr. 2 "Lover den Herre", som også er en gammel kending, som ingen kan have noget imod. Men derefter kunne man forsøge sig lidt med "100 salmer", hvor jeg blandt adventssalmerne har fundet nr. 819 "Så hør dem da endnu engang de løfterige ord", som har en meget imødekommende melodi, som man straks får lyst til at synge med på.

     Efter prædikenen skal vi have endnu en gammel kending, nemlig Brorson nr. 82 "Fryd dig! du Jesu brud", som passer godt til teksten om Jesus og Johannes Døberen.

      Man kan så enten slutte gudstjenesten med at synge nr. 74 "Vær velkommen" endnu engang, eller også kunne man prøve at indlede julen med en ny salme som Iben Krogsdals nr. 822 "Decembernat".

     Det er ikke noget særligt homogent salmevalg, men det kan også være lærerigt at prøve det.

 

Mit salmevalg: 86 – 2 – 819 / 82 – 822.

 

 

Forslag til salmevalg i juledagene, 2. tekstrække

 

Hvis man er den eneste præst i pastoratet, kan det inden for en halv snes dage blive til seks gudstjenestedage, hvis man tæller 4. søndag i advent og nytårsdag med. Og da juledagene også er en tid, hvor familien også gør krav på præstens opmærksomhed, kan det betale sig at være i god tid med forberedelserne.

     Den bedste gudstjenesteforberedelse er at læse teksterne og derefter give sig i kast med at vælge salmer. Det sidste gøres bedst ved at inddele et stykke papir i fire til seks kolonner svarende til det antal af gudstjenestedage, man vil forberede. Så kan man ellers gå i gang med at læse salmerne fra nr. 94 til nr. 135 og undervejs sætte de valgte salmer ind i skemaet, hvor der skal så god plads, at der også er plads til ændringer.

     For at det ikke skal blive for omstændeligt, henviser jeg til de overvejelser, jeg gjorde mig i forbindelse med salmevalget til 1. tekstrække.

     Juleaften skal man ikke eksperimentere for meget med salmevalget. Der skal man have nr. 94 "Det kimer nu", nr. 104 "Et barn er født i Betlehem" samt nr. 119 "Julen har bragt velsignet bud". Da jeg i min mini-prædiken til juleaften har foreslået, at man i prædikenen tager afsæt i Grundtvigs digt "Nat i østen er ej så lang", vil jeg vælge digtets fem sidste vers, som i salmebogen er blevet nr. 105 "Venner, sagde Guds engel blidt" som salme efter prædikenen. Ellers er der nr. 99 "Velkommen igen, Guds engle små", som jeg i så fald vil sætte før prædikenen og nr. 104 efter prædikenen. Nr. 120 "Glade jul", synes jeg skal synges derhjemme og ikke i kirken.

     Juledag skal begynde med nr. 114 "Hjerte, løft din glædes vinger". Og så skal der desuden være nr. 118 "Julen har englelyd", samt nr. 99 "Velkommen igen, Guds engle små", hvis den ikke har været brugt juleaften. Ellers er der sådan en som nr. 109 "I denne søde juletid". Gudstjenesten kan så slutte med nr. 100 "Kimer I klokker". I 2. tekstrække, hvor der skal prædikes over Johannes-prologen, skal salmen efter prædikenen være nr. 107 "Glæden hun er født i dag", som må konkurrere med "Et barn er født i Betlehem" om at være den bedste julesalme, der findes. Begge er oprindelig middelaldersalmer og begge salmer formår at formulere julens paradoks, nemlig at Gud bliver menneske. Desværre er nr. 107 i salmebogen reduceret til en torso. Den har oprindelig otte vidunderlige vers.

     Anden juledag, Sankt Stefans Dag, har helt sit eget præg, som giver anledning til at reflektere over, hvad martyriet er. Det kommer også til at præge salmevalget, som begynder med Brorsons nr. 125 "Mit hjerte altid vanker". Derefter nr. 117 "En rose så jeg skyde" og nr. 108 "Lovet være du, Jesus Krist". Som salme efter prædikenen vil jeg overveje at vælge Jørgen Gustava Brandts nr. 14 "Tænk, at livet koster livet", som jeg godt nok aldrig har været særlig begejstret for, selv om den straks efter sin fremkomst i 1985 blev vældig populær. Men måske vil der være lidt perspektiv i den på Stefansdag, fordi det kristne martyrium ikke består i at sige nej til livet. Af samme grund synes jeg, at Hostrups julesalme nr. 129 "Julebudet til dem, der bygge" passer godt til at gå hjem på.

     Julesøndag kan begynde med nr. 122 "Den yndigste rose er funden" eller nr. 123 "Her kommer, Jesus, dine små". Som anden salme har jeg overvejet Hans Anker Jørgensens langfredagssalme nr. 197 "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" eller nr. 260 "Du satte dig selv i de nederstes sted". Begge passer godt efter den gammeltestamentlige læsning, uanset om man bruger det ene eller det andet forslag i alterbogen. Efter epistellæsningen kunne det passe rigtig fint at synge nr. 140 vers 7, som taler om "trøst for dem, som græde", hvilket også må gælde for dem, der græder over sig selv, fordi de er kommet til kort i forhold til lovens krav. Som salme efter prædikenen eller som sidste salme vil jeg foreslå Johannes Johansens nr. 98 "Det var ikke en nat som de andre". Den skal nok være salme efter prædikenen, og så kan man slutte af med nr. 375 "Alt står i Guds faderhånd".

 

Mit salmevalg

Juleaften: 94 – 104 / 105 – 119.

Juledag: 114 – 118 – 99 / 107 – 100.

2. juledag: 125 – 117 – 108 / 14 – 129.

Julesøndag: 122 – 197 – 140 v. 7 / 98 – 375.

 

 

Juleaften – Luk. 2.1-14: Jesu fødsel

 

Kirke, du er vort Betlehem

Juleevangeliet begynder med et ”Frygt ikke!”, sådan som også Grundtvig understreger det i de sidste fem strofer af sit digt om ”Hyrderne på marken”. I salmebogen er disse fem strofer blevet til salmen ”Venner, sagde Guds engel blidt, hvorfor er I nu bange?” I Grundtvigs salme er det et spørgsmål, som også er rettet til os andre, som lever nu: Hvorfor er I bange? Jeg tror ikke, at vi skal tænke på det med klimaforandringer, og hvad det nu ellers er, som vi kollektivt er bange for. Vi skal derimod tænke på den lammende frygt for både livet og døden, som gør at vi somme tider knap nok tør leve, mens vi gør det. Som Piet Hein har påmindet os i et gruk: ”Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det!” Men der er nogle tidspunkter, hvor vi hverken tør elske eller leve. På de tidspunkter er det ikke Piet Hein, der hjælper os, men derimod evangeliet, som begynder med et ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: Der er født jer en Frelser!”

     Dette budskab har både efterskin og efterklang i hele kristenheden. Hvor mange gange har man ikke spået kristendommens uddøen og kirkernes forsvinden? Ikke desto mindre har dette budskab et efterskin og en efterklang, som endnu er levende i den tid, som vi kalder vores. Det kan godt være, at vi selv synes, at det er en elendig tid, vi lever i – i så fald er det også noget, vi har til fælles med hyrderne på marken. Men det er vores tid, den eneste tid vi får. Og i denne elendige tid lyder evangeliet endnu til os som en forståelig tale, det vil sige som et ord, der er talt fra det ene menneske til det andet. Som menneskelig tale lyder evangeliet som Guds ord til os.

     Og så er det som om, Grundtvig i sin salme tager en dyb indånding og slutter af med at sige: ”Kirke! Du er vort Betlehem”. Der skete ikke mere i datidens Betlehem og på markerne udenfor, end der sker her hos os i vores tid, når vi går i kirke juleaften eller en af alle de andre gudstjenestedage. Kirken er vort Betlehem, fordi det er her vi hører, hvad Gud har at sige til os. Kirken er vort Nazaret, vort Betlehem, vort Jerusalem og vort Himmerig, for kirken er det sted, hvor Gud kommer til os og tænder lys i vort mørke!

 

Mit salmevalg: 94 – 104 / 105 – 119.

 

 

Juledag – Johs. 1,1-14: Ordet

 

Ordet, livet og lyset

 

Når vi fortæller om en begivenhed, fortæller vi normalt først om, hvad der skete, og bagefter fortæller vi så, hvad der eventuelt kunne være meningen med det, der skete. Johannesevangelisten gør det omvendt. Han begynder med at fortælle om meningen, og bagefter fortæller han om det, der skete.

     Meningen finder evangelisten i skabelsesberetningen, hvor det er Skaberordet, som strukturerer verden ved at gøre det ene forskelligt fra det andet. Før Ordet kom til, var der intet andet end et form­løst kaos. Men Gud sagde: Der skal blive lys! Således satte Gud skel mellem lyset og mørket, og Gud så, at lyset var godt. Skabelsen består i, at det bliver gjort skel mellem lys og mørke, mellem himmel og hav, mellem land og vand, mel­lem liv og død og mellem sandhed og løgn. Ved Skaberor­det bliver der gjort et skel i det form­løse, således at det, der bliver til, er til på den måde, at det er forskelligt fra alt andet. Alt, hvad der er skabt, er derfor noget særligt, og det er til med en egen betyd-ning og mening. Det er noget bestemt, for Skaberordet har be­stemt, hvad det er. I Skaberordet var liv, og livet var menne­skers lys. "Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke", eller "mørket fik ikke bugt med det", som der mere præcist stod i den tidligere oversættelse. 

     Ordet, livet og lyset. Taget hver for sig siger ordene noget forskelligt. Og dog hører de uadskilleligt sammen som Faderen, Sønnen og Helligånden.

     Det sande lys, som oplyser ethvert menne­ske, var i verden, og verden var blevet til ved ham. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Denne nøgterne konstatering er et udtryk for det fuldkommen ubegribelige, at men­nesket ikke vil vide af sit eget ophav. I det liv, vi lever, forsøger vi bestandigt at demen­tere vor egen oprindelse. Lidt senere forklarer evangelisten det med, at menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. Men heller ikke det er dybest set til at forstå. At elske mørket er at tilbede det, som der ingen mening er med.

     Nu er det, som om evangelisten koncentrerer al sin erkendelse i ét eneste udsagn: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os!" Skaberordet blev menneske. Han, som verden blev til ved, er nu selv til i verden. Han er kød som en af os og skal selv gå al kødets gang. Men vi så hans herlighed, siger Johannes. Vi så den! For vi så, at I ham er selve Skaberordet lyslevende til stede med en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

     Guds bolig er hos menneskene, og derfor skal vi aldrig mere stirre ud på stjer­nerne og spørge efter vort livs mening dér. Aldrig mere skal vi granske i vort eget indre og spørge om, hvem og hvad og hvorfor vi er. For Skaberor­det, som i begyndelsen var hos Gud, er nu hos os. I ham er liv, og livet er menneskers lys. Og i det lys skal vi både nu og altid se os selv som det særlige, vi er: Vi er Guds børn!

 

Mit salmevalg: 114 – 118 – 99 / 107 – 100.

 

 

Anden juledag (St. Stefans Dag) – Matt. 10,32-42:  Udsendelsestalen

 

Det kristne martyrium

 

Så vidt jeg forstår, er martyriet nu om dage noget, man vælger. De mange unge krigere i Islamisk Stat har valgt at leve en tilværelse, hvor man risikerer at blive slået ihjel for den gode sags skyld – hvis det altså er en god sag, hvilket en hel del af os slet ikke forstår. Eller man kan i det sociale liv vælge sig ind i "martyrrollen", som det hedder, hvilket vil sige, at man med vilje anbringer sig i en position, hvor man håber på, at andre så vil få ondt af en.

     I kristelig forstand mener jeg ikke, at martyriet er noget, man vælger. Jeg tror ikke, at fattigforstanderen Stefanus, som har lagt navn til denne helligdag, med vilje valgte at blive stenet og dø. Efter min opfattelse er martyriet ikke noget man vælger, fordi det er det, man gerne vil. Martyriet er snarere noget, man bliver påduttet, fordi det ikke kan være anderledes. Jeg tror ikke, at den tyske teolog og præst Dietricht Bonhoeffer valgte at blive hængt i KZ-lejren Flossenburg den 9. april 1945. Men det blev sådan! Han kunne måske have undgået henrettelsen, hvis han havde løjet om sit engagement i modstandsbevægelsen. Men i så fald skulle han også have løjet om sit engagement i livet og den livsforståelse, som kristendommen rummer. Og det var akkurat det han ikke kunne.

     Kristendommen har sine martyrer. Det er ikke blot oldkirken, som har leveret martyrer. Der har også vor egen tid. Ja, de rigtige martyrer opdager måske ikke engang selv, at de er det. Det kristne martyrium udspringer nemlig af den paradoksale livslov, som siger: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, som har mistet sit liv, skal redde det." Det er vilkårene set fra en evangelisk synsvinkel. Hvis jeg i tro tager imod det liv, som Gud giver mig at leve, så må jeg også give afkald på det liv, som jeg hidtil har anset for at være min selvfølgelige ret og ejendom, som jeg selv kan råde og bestemme over. Det kristne martyrium består i at vælge livet - ikke i at vælge døden. Det kristne martyrium er at vælge livet og ville det - om så det kommer til at koste livet. Det er at vælge det liv, hvori vi selv bliver til vidner om Guds rige, som i vor Herres ord er kommet så nært og er blevet så påtrængende, at alt andet bliver foreløbigt.  

 

Mit salmevalg: 125 – 117 – 108 / 14 – 129.

 

 

Julesøndag – Matt. 2,13-23: Barnemordet i Betlehem.

 

Evangeliet kan ikke dø

 

Hvis kong Herodes' drab på børnene i Betlehem er prisen for, at evangeliet kan blive forkyndt, så måtte vi i anstændighedens navn sige, at så vil vi hellere undvære evangeliet mod, at mødrene i Betlehem kunne få lov til at beholde deres børn.

     Det er imidlertid ikke sådan, vi skal tænke. Vi hører fortællingen og betragter begivenhederne fra børnenes synspunkt og måske navnlig fra mødrenes synspunkt og synes derfor, at det er en fuldkommen meningsløs lidelse og tragedie, der rammer dem med Herodes' børnedrab. Men Mattæus fortæller historien på en anden måde, hvilket ikke skyldes, at han er ligeglad med børnene, men det skyldes, at hans opmærksom-hed er et andet sted. Man kan sige, at han fortæller historien ud fra magthavernes synsvinkel. Magthaveren er i første omgang kong Herodes, for det er hans magt, der er truet. Sådan fornemmer han det i al fald selv. Og over for Herodes står Gud på samme måde, som lyset i denne historie gør sig gældende over for mørket. Endnu er mørkets kræfter virksomme. Endnu er Herodes ved magten, og for magtens skyld slår han børnene i Betlehem ihjel.

     Hvis dette projekt lykkes, har mørket sejret, og solenes sol fra Betlehem vil være slukket. Men nu er udgangen på historien en anden. Guds komme til verden lader sig ikke standse. Lyset fra Betlehem har spredt sig som en himmelsk glans på jord. Vi kan ikke mere tænke det lys ud af verden. Vi kan flygte fra lyset, men vi kan ikke slukke det! Vi kan aldrig komme i den situation, at evangeliet bliver glemt, og at verden bliver, som om evangeliet aldrig nogensinde har lydt. For det vil altid være der et eller andet sted, og der vil altid være nogle, som opdager det igen, og som ikke formår at tie stille med det, de har opdaget.

     Den gode pointe i historien er, at Herodes' projekt ikke lykkes. Han får ganske vist iværksat en grusom massakre på de uskyldige børn i Betlehem, men hans egentlige formål mislykkes. Billedligt talt lykkes det ikke Herodes at slukke lyset. Og nu kan det lys aldrig mere slukkes. Det er i verden, og der vil altid være nogle, som ser det lys og navnlig kommer til at se på sig selv i det lys.

     Ser vi nøjere til, så gemmer der sig en Herodes i os alle sammen. Men vi slipper ikke for at se på os selv i det lys, som med vor Herre er kommet til verden. Og når det sker, da reagerer vi enten som Herodes med frygt og ondskab, eller vi reagerer som de vise mænd, der ikke kan lade være med at opsøge det lys, der har vist sig for dem, fordi de i det lys så sandheden om sig selv. Eller mere præcist sagt: De så, at deres liv kun kunne være sandt, for så vidt som de fulgte det lys, der havde vist sig for dem, fordi det lys for dem blev til "et glimt fra lysets hjem og fra Guds Paradis".

 

Mit salmevalg: 122 – 260 – 140 v. 7 / 98 – 375.

 

 

Nytårsdag – Matt. 6, 5-13: Fadervor

 

Led os ikke i fristelse

 

Når det drejer sig om bibeloversættelse, er oversættelsen af Fadervor det mest ømfindtlige problem af alle. Min kloge bedstefar ville for mange år siden sætte min nyudsprungne teologiske forstand på prøve med dette spørgsmål: "Når vi tror, at Gud er god, må vi også tro, at han ikke vil lede nogen i fristelse. Og når vi tror, at Gud ikke vil det, så er det da meningsløst at bede ham om at lade være. Ikke?"

     Synspunktet er ret uimodsigeligt. For nylig har jeg da også læst i en avis, at pave Frans, som er næsten lige klog som min bedstefar, har en lignende holdning til bønnen. Han foreslår derfor denne oversættelse af den sjette bøn i Fadervor: "Lad os ikke gå ind i fristelse" – Nej, lad os hellere lade være, ik' os'?

     Jeg synes, at det er ejendommeligt, hvordan den politiske og teologiske korrekthed nu om dage har travlt med at bestemme, hvad Gud må og ikke må. Hvis jeg skal have noget med Gud at gøre, så må Gud for eksempel ikke føre mig i fristelse. Eller hvis Gud vil have noget med mig at gøre, så må han finde sig i, at jeg af og til bliver fristet.

     Man kunne selvfølgelig også slette ordet "ikke", så ordlyden bliver "Led os i fristelse". For fristelserne er der unægteligt, uanset om Gud har villet dem eller ej, så derfor giver det vel egentlig god mening at bede om, at Gud vil lede os, når vi er kommet ud i fristelser og måske endda er faldet for dem.

     Men at slette ordet "ikke" er at snyde med oversættelsen. Derfor er det mest ærlige at lade teksten stå, som den står. Den græske ordlyd er i øvrigt ikke til at tage fejl af: "Led os ikke (ind) i fristelse, men fri os fra det onde". De to bønner fortolker hinanden, og vi beder dem med den begrundelse, at riget, magten og æren tilhører Gud. Det giver da egentlig en meget god mening. Her i tiden og her på jorden er det endnu sådan, at vi har brug for at bede disse bønner, fordi – sagt med Luther – "Djævelen, verden og vort kød gerne vil forføre os til vantro, fortvivlelse og anden stor skam og last". Set på den måde er det meget nøgternt og jordnært at bede om ikke at blive bragt i fristelse, men friet fra det onde.

     I øvrigt er Fadervor i sin helhed den frieste og mest ukomplicerede bøn, jeg kender.

 

Forslag til salmevalg:

 

Vi skal begynde med at synge nytårssalmen nr. 712 "Vær velkommen, Herrens år" – altså den verdslige udgave af Grundtvigs adventssalme.

     Den gammeltestamentlige læsning er Ps. 90, hvis v. 1-6 + 12 jeg i mange år har læst som kollekt ved begravelser. Grundtvigs gendigtning af den har i salmebogen nr. 713 "For dig, o Herre, som dage kun". Den skal vi have efter læsningen.

     Nr. 717 "I går var hveden moden" af Lisbeth Smedegaard Andersen er en af de nyere salmer som er kommet meget i brug. Den er enkel og ligetil, og nytårsdag passer den godt til epistelteksten, så den skal vi have som salme før prædikenen.

     Salmen efter prædikenen skal være enten Grundtvigs nr. 586 "Stol du kun på dit Fadervor" eller K.L. Aastrups nr. 587 "Guds egen kære Søn". Jeg fortrækker Aastrups salme. Der er en vældig frimodighed i den tanke, at Guds søn har sagt os bønnen for med det formål, at vi skal sige den efter. Og når vi ikke selv kan længere, beder han mit Fadervor for Gud, idet han er hos ham som min næste og til mit bedste (vers 6).

     Til sidst skal vi have nr. 716 "Guds godhed vil vi prise".

     Der kan selvfølgelig synges mange andre gode salmer på nytårsdag. Men de ovenfor nævnte var nogle, der umiddelbart faldt mig ind, da jeg læste nytårsdagens tekster.

 

Mit salmevalg: 712 – 713 – 717 / 587 – 716.