Laos i februar 2001, 2007 og 2008

Vi har været i Laos tre gange, og i skrivende stund er vi i gang med at planlægge en fjerde rejse i januar 2024. Folk spørger så, hvad vi egentlig vil i Laos. Hvorfor tager I ikke til Thailand ligesom alle andre? Svaret er, at vi faktisk har været i Thailand. Vi har været i Bangkok, og vi har været i det nordlige Thailand. Men det spændende ved Sydøstasien er ikke strande, barer og svømmepøle. Det, der gør Sydøstasien spændende, er alle de mange folkeslag, som har deres landsbyer i landområderne og i bjergene i den såkaldte "gyldne trekant". I Laos, som er en nation, er der ikke noget befolkningsflertal, men der er 60-70 forskellige stammer, som hver har deres eget særpræg, som det er spændende at gå på opdagelse i.

     Trods de mange forskellige folkestammer har Laos også været et kongedømme indtil moderne tid. Allerede i 1300-tallet blev der grundlagt et loatotisk kongedømme kaldet Lane Xang eller "Riget med en million elefanter". Selv om riget var præget af hyppige tronstridigheder, bestod det i flere hundrede år indtil 1893, hvor landet sammen med Vietnam og Cambodia i den franske kolonitid blev til det, man kaldte Indokina. Efter 2. verdenskrigs slutning i 1945, blev landet splittet i flere forskellige fraktioner, som enten støttede sig til Frankrig, Thailand, Kina, Vietnam eller USA. Desuden opstod der forskellige modstandsbevægelser, ikke mindst Pathet Lao, det vil sige "den laotiske nation". Den franske kolonimagt overlod stort set Laos til sig selv, fordi man som kolonimagt havde nok at se til i Vietnam, indtil man til sidst led et forsmædeligt nederlag ved Dien Bien Phu i det nordlige Vietnam.

      Derefter følte USA sig kaldet til at modarbejde de kommunistiske bevægelser i Sydøstasien, hvilket førte til vietnamkrigen, som USA tabte i 1975. Samme år oprettede Pathet Lao Den demokratiske Folkerepublik Lao, som i Europa kort og godt kaldes Laos. I princippet er det et kommunistisk étpartistyre, som imidlertid er stærkt præget af, at man – ligesom i Vietnam - gerne vil have en form for markedsøkonomi til at fungere.

     Vi kom til Laos første gang i 2001, hvor vi var på vej til Hanoi i Nordvietnam. Af nysgerrighed gjorde vi så et stop i Laos, fordi vi havde hørt, at byen Luang Prabang skulle være et besøg værd. Det var den også!

     I begyndelsen af Lane Xang-dynastiet var Luang Brabang kongeby, men i 1500-tallet blev hovedstaden flyttet til Vientiane, men med sine mange templer bevarede Luang Prabang sin betydning som centrum for buddhistisk fromhed. Nu om dage er byen formentlig Laos' største turistmagnet.

     Men lad os begynde i det nordlige i Byen Meuang Sing i den såkaldte "gyldne trekant", hvortil vi kom en mørk aften efter en flyvning fra Louang Prabang til Oudom Xay, hvor flyet havde besvær med at lande på grund af røg fra svedjebrugerne, som var ved at afbrænde skov til deres marker. Derefter havde vi på elendige veje en flere timer lang køretur køretur til Meuang Sing, som ligger tæt på den kinesiske grænse. Da vi nåede frem, fik vi at vide, at vi skulle skynde os at få noget at spise, for lyset blev slukket i hele byen kl. 22.

     Næste morgen stod vi op kl. 4 for at opleve markedet, hvor der var en masse kvinder, som bragte varer med fra landsbyerne oppe i bjergene. Det var halvkoldt, og på markedet sad folk på hug ved nogle småbål og varmede sig. Man kunne købe alt muligt fra brændevin til levende høns og ænder og så selvfølgelig grøntsager og kød. For nogle årtier siden var det også et opiumsmarked.

     Efter markedet tog chaufføren og guiden os med op i bjergene, hvor vi var på en kort trekking-tur ad forskellige stier, indtil vi nåede frem til en landsby, hvor beboerne ikke var buddhister, men derimod animister, det vil sige de havde et nært forhold til de afdødes ånder, som de mente boede i nogle små huse på pæle. Vi var meget velkomne i landsbyen, især da det viste sig, at Inger Merete kunne gøre nytte som sygeplejerske, fordi en lille dreng på sin nøgne bagdel ved et uheld havde sat sig i et bål aftenen forinden. Så hun fik nødhjælpskassen frem af rygsækken.

Klik på et billede for at forstørre!

1. Lufthavnen i Oudom Xay. - 2. En forholdsvis god vej i det nordlige Laos. - 3. 5. Morgenmarkedet, det tidligere opiumsmarked, i Meuang Sing. - 6. Landsby i junglen tæt på den kinesiske grænse. - 7. Åndehuse. - 8. Den forbrændte dreng.

     Provinshovedstaden Luang Namtha ligger ca. 30 km. sydøst for Meuang Sing. Byen blev under Vietnam-krigen (den amerikanske krig, som den kaldes i Laos) stærkt ødelagt, men er nu genopbygget med kedsommelige sten- og betonhuse. Til gengæld er omegnen meget charmerende med mange små landsbyer af etnisk forskellighed. De to gange, vi har været der, har vi boet i landsbyen Ban Kone ca. 5 kilometer vest for Luang Namtha. Her boede vi på et etablissement kaldet "At the Boat Landing" bestående af flere pælehytter plus en restaurant. Vi havde en hytte for os selv. Det var et fortrinligt sted, hvorfra vi kunne cykle rundt til de mange landsbyer, som hver især er præget af en etnisk lokalbefolkning, for eksempel H'Mong, Thai, Lanten, Lao og mange andre. I en landsby var der byfest, da vi kom. Vi var velkomne til at deltage, mens de øvrige landsbyer holdt sig væk. Festen var præget af forskellige lege som tovtrækning og forhindringsløb plus folkedanse.

     I nærheden af vores pælehytte var der en skov med rigtig mange "åndehuse". Befolkningen i det nordlige er som nævnt animister. Vi ville gerne have haft en nøjere forklaring på fænomenet, men det lod sig ikke gøre på grund af sprogvanskeligheder. Landbefolkningen er for en stor dels vedkommende også analfabeter.             

1.-2. Pælehytten i Ban Kone. - 3. Forsigtig bropassage. - 4.-8. landsbyfest med ristede hønsefødder på menuen.

1.-2. Åndehuse i skoven tæt på vores hytte. - 3.-4. Nogle går på arbejde, andre tigger. - 5.-6. To lanten-kvinder samt Inger Merete.

7. Rismarker uden for Luang Namtha. - 8. Aftenstemning ved Namtha-floden.

     Vejen mellem Luang Namtha til Luang Prabang var forfærdelig. Den var fuld af huller og buler, som gjorde, at bilen på lange stræk ikke kunne køre mere end 30 km. i timen. Men nu siges det, at man med kinesisk hjælp har fået bygget en vej, som er mere farbar.

     Da vi første gang var i Luang Prabang – det var i 2001 - ankom vi imidlertid med fly. Lidt tilfældigt fandt vi et overnatningssted, som ikke var alt for godt. Så den næste dag fandt vi et udmærket guesthouse til 30 dollars pr. nat, og så gik vi ellers på opdagelse i byen.

     Den første morgen stod jeg op ved 5-tiden for at lade mit vand. Tilfældigt kikkede jeg ud ad vinduet og så et syn, som jeg overhovedet ikke havde ventet. Nede på gaden så jeg flere rækker af safranklædte munke, som hver gik rundt med en krukke, hvori nogle knælende kvinder lagde en gave pakket ind i palmeblade. Det var mad til den dag – det daglige brød. Når munken havde taget låget af sin krukke, lagde kvinden madpakken deri og takkede munken hjerteligt. Det var helt bagvendt! Det var jo munken, der havde modtaget noget og derfor også ham, der burde sige tak. Men det var hende, der gjorde det. Senere gik det op for mig, at den buddhistiske logik er den, at kvinden forbedrer sin karma ved at give munken en gave. Derfor skal hun være taknemmelig, fordi hun får lov til det. For en munk er det ikke ydmygende at modtage en gave, for - som jeg fik forklaret af en anden munk – "en munk kan du ikke ydmyge".

     Han hed Sinethane og var en ung munk på 16-17 år. Det var ham, der henvendte sig til os, fordi han gerne ville øve sig i at tale engelsk. Det kunne han så gøre ved at vise os forskellige templer og klostre. Han skulle kun være munk nogle måneder, hvilket han betragtede som en slags værnepligt. Hans familie ville ikke være stolt af ham, hvis han ikke havde været munk.

     Sinethane tog os også med på en udflugt med tuk-tuk til Kuang Si-vandfaldene, som i sig selv er en oplevelse. I nærheden er der også et optagelseshjem for nødstedte bjørne, som er et besøg værd. En anden udflugt gik med båd fra Luang Prabang til Pak Ou-hulerne, som gemmer på tusindvis af Store og små Buddha-figurer. På begge udflugter var der undervejs også mulighed for at besøge nogle etniske landsbyer.

År 2001:

     Luang Prabang var fra det 14. til det 16. århundrede hovedstad i det magtfulde kongerige Lane Xang, hvis rigdom og indflydelse var relateret til dens strategiske placering på Silkeruten. Byen, som er centrum for buddhismen i regionen, huser "den store Prabang", som er en statue af Buddha, er blev givet som en gave fra Cambodia. Det er denne statue, som har giver navn til hele byen.

     Landet var i en periode delt imellem tre uafhængige kongeriger, men efter oprettelsen af det franske protektorat i 1893 blev Luang Prabang igen den kongelige og religiøse hovedstad under kong Sisavang Vongs regeringstid, indtil Vientiane blev den administrative hovedstad i 1946. Luang Prabang er enestående med hensyn til sin rige arkitektoniske og kunstneriske arv, der afspejler blandingen af Laos' traditionelle byarkitektur med kolonitidens arkitektur. Det politiske og religiøse centrum i Luang Prabang er halvøen med dens kongelige og adelige boliger og religiøse særpræg. Rigdommen i Luang Prabang-arkitekturen afspejler en blanding af stilarter og materialer. Størstedelen af bygningerne er traditionen tro trækonstruktioner. Kun templerne er i sten. De øvrige murstenshuse i byen skyldes kolonitidens indflydelse. De mange templer eller "wat'er" i Luang Prabang er blandt de mest sofistikerede buddhistiske templer i Sydøstasien. De er rigt udsmykkede med skulpturer, graveringer, malerier og forgyldning. Wat Xieng Thong, som stammer fra det 16. århundrede, rummer en samling af de mest komplekse strukturer af alle byens templer.

     Der er mange traditionelle laotiske huse er tilbage i byen. Kolonitidens bygninger er af mursten ofte med balkoner og andre dekorative træk i træ. De ligger langs hovedgaden og langs Mekong. Luang Prabangs byggearv er i perfekt harmoni i det naturlige miljø. Det hellige Phousi-bjerg står i hjertet af den historiske by bygget på en halvø afgrænset af floderne Mekong og Nam Khan, som er den mytiske slangegud Nagas domæne. Ceremonier for at formilde Naga og andre onde ånder samt munkenes morgenvandring er med til at fastholde byens hellighed.

     Det er faktisk en lise for sjælen at opholde sig i Luang Prabang, som er præget af en ejendommelig ro, selv om byen også er præget af turister og tuk-tuk'er, som kører frem og tilbage på hovedgaden. Og hvis der virkelig skal ro på, skal man sætte sig med en Lao Beer på promenaden langs Mekong og betragte trafikken på floden.

Munkenes morgenvandring i Luang Prabang

     Når man fra Luang Prabang kører sydpå ad hovedvejen, kommer man ret hurtigt til Phu Khun, hvorfra man i ca. tre timer skal køre mod øst, indtil man i cirka 1000 meters højde kommer til Phonsavan i Xieng Khuang-provinsen.

     Spredt ud over et enormt område ligger der her i hundredvis af kæmpemæssige krukker, som ingen endnu har kunnet forklare meningen med. Den største krukke vejer 15 tons, mens andre når en vægt på mellem 600 og 1000 kilo. De fleste forskere har gættet på, at krukkerne har været begravelsesurner. Andre har den mere fantasifulde opfattelse, at krukkerne formentlig har indeholdt brændevin, som folk i fællesskab har drukket af.

     Krukkesletten er imidlertid også hjemsted for et af de sorteste kapitler i Laos' kaotiske historie. Det var her i dette område, at de kommunistiske Pathet Lao-styrker under vietnamkrigen kæmpede mod de USA-venlige h'mong-styrker.

     Her på grænsen mod det nordlige Vietnam, foretog amerikanerne mere end en halv million bombetogter. Formålet var dels at få stoppet nordvietnamesernes fremmarch, dels at slippe af med de bomber, piloterne ikke havde nået at kaste over Hanoi eller andre byer i Nordvietnam. Derfor blev Krukkesletten på det nærmeste bombet tilbage til stenalderen. I årene 1964-1973 blev der i alt kastet to tons bomber for hver eneste indbygger i denne fattige, bjergrige Xieng Khuang-provins. Amerikanernes mål var først og fremmest nordvietnamesernes berygtede Ho Chi Minh Sti – en junglesti som de kommunistiske vietcong-soldater brugte til at transportere tropper og udstyr frem til fronten i Sydvietnam. Uheldigvis for laoterne, der officielt ikke var indblandet i krigen, lå hovedparten af Ho Chi Minh Stien i Laos. Derfor smed amerikanerne her masser af bomber samt store mængder af det dioxinholdige afløvningsmiddel Agent Orange, der senere har vist sig at give befolkningen forfærdelige følgeskader. Nogle kilometer fra krukkesletten besøgte vi en klippehule, som har rummet et "hospital", som under krigen blev oprettet af Pathet Lao.

     Den dag i dag findes stadig mange ueksploderede bomber i området, og man skal derfor holde sig til de afmærkede stier - eller følges med en lokal guide.

1.-4. Krukkesletten. - 5. Bombekrater. - 6.-7. Klippehule, som var inrettet til hospital af Pathet Lao. - 8. Inger Merete og guiden ved en ueksploderet bombe.

     Når man kommer nordfra på vej til Vientiane, passerer man ca. 160 kilometer før hovedstaden byen Vang Vieng, som tidligere var en meget besøgt backpacker destination. Vi har aldrig været der, men det siges at være et meget smukt sted.

     Derimod har vi været i hovedstaden Vientiane flere gange. Nu om dage siges byen at have en befolkning på knap en million. Da vi var der første gang, kom vi med fly fra Bangkok uden nogen hotelreservation, men vores tuk-tuk-chauffør fandt et ydmygt hotel til os inde midt i byen, hvor gadebelysningen mildt sagt var mangelfuld, så vi var ved at falde i utildækkede kloakker.

     Vi kørte omkring på lejede cykler, hvilket var let, da det ikke var megen trafik. Først kørte vi til That Luang, som er byens største attraktion. Det er en 45 meter høj forgyldt stupa, som er bygget med tre niveauer, der hver har sin egen symbolske betydning. Ganske tæt på That Luang ligger Vat Nong Bone, som er et ligbrændingssted. De fleste laoter bliver kremerede.

     Fra That Luang, som ligger på et højdedrag fører en bred boulevard ned til triumfsbuen, som kaldes Patuxai. Forbilledet er tydeligvis triumfbuen i Paris, men den er lidt højere, hvilket laoterne ikke undlader at gøre opmærksom på. Byggeriet blev påbegyndt i 1959, men var først afsluttet i 1969, hvilket skyldes mangel på cement. Dette problem løste USA, som donerede cement til bygning af nye landingsbaner i lufthavnen, men i stedet brugte man cementen til at færdiggøre triumfbuen. Fra toppen er der en fin udsigt ud over Vientiane.

     Når man fortsætter ned af Lane Xang-gaden, kommer man efter nogle hundreder meter til et tempel, som ligger på venstre side lige over for præsidentpaladset. Det er Vat Sisaket, som er Vientianes fornemste tempel, som i nogle små nicher i muren rummer i tusindvis af Budha-figurer. Nogle vægmalerier inde i templet viser scener fra Buddhas liv. De var imidlertid ret medtagne, da vi så dem i 2008.

     Vientiane er ikke nogen særlig imponerende hovedstad. Den minder snarere om en forvokset landsby. Tempoet er ikke særlig højt, hvilket gør den behagelig at færdes i. Langs Meong-floden er der anlagt en fin promenade med mange restauranter, hvor man kan slappe af om aftenen.

1.-4. That Luang. - 5. Et tempel kan åbenbart også bruges til en picnic. - 6. eller til et skriftemål hos en munk. - 7. Et par munke.

8. et par turister.

1. Triumfbuen i baggrunden.- 2. Triumfbuen i forgrunden. - 3. Udsigten fra triumfbuen. - 4.-6. Vat Sisaket. - 7. Afgang til med tuk-tuk til lufthavnen i Vientiane. - 8. Møde med Sinethane i lufthavnen i Vientiane i 2007.

     I 2008 kom vi til Laos fra Cambodia, hvor vi havde været nogle dage i Siam Reap for at se Angkor-templerne. Fra Siem Reap fløj vi til Pakse i Laos, hvorfra vi i bil kørte sydpå langs østbredden af Mekong til helligdommen Vat Phu, som knap nok var udforsket endnu. Men den bærer præg af at ligge i nærheden af Angkor-templerne i Cambodia. Udsmykningerne har et fabulerende hinduistisk præg i lighed med for eksempel Bayon i nærheden af Angkor Vat.

     Fra Vat Phu kørte vi yderligere sydpå i området mellem Thailand og Mekongfloden og kom til landsbyen Ban Khon, der ligger ved den jernbanelinje på 8 km., som franskmændene byggede for at kunne bringe fragt uden om Khon Phapeng-vandfaldene på grænsen mellem Laos og Cambodia. Efter vandfaldene danner Mekong et delta med "1000 øer", hvor man kan være heldig at se den sjældne Irrawaddy-delfin. I Ban Khon boede vi i en hytte bygget på en flydende ponton. Derfra foretog vi så på lejede cykler nogle dejlige ekskursioner i området.

Færgefart over Mekong i det sydlige Laos. - 2. Ombordkørsel på færgen. - 3. kvinde på indkøbstur. - 4.-8. Besøg i Vat Phu. Indflydelsen fra khmer-riget ses tydeligt i udsmykningerne.

1. Vores flydende overnatning i Don Khone. - 2. Vores nabo vasker hår. - 3. Middag på restauranten. - 4. Her sælges lufttørrede fisk og frøer. - 5.-6. Mekong danner vandfald og indlandsdelta tæt på grænsen til Cambodia. - 7. Laos' eneste jernbane indtil 2021. -8. Bolig fra den franske kolonitid.