USA

1988

Fra efteråret 1987 til hen på foråret 1988 var vores datter Lene au pair i New Jersey ikke så langt fra New York, hvor hun fik en god forbindelse til sømandskirken, hvor Henrik Fossing dengang var præst. På et tidspunkt skulle han hjem til Danmark for at deltage i et kursus på Præstehøjskolen, og derfor spurgte han mig, om jeg ville passe sømandskirken så længe, hvilket gav os en mulighed for også at besøge vores datter. Enden på det blev, at vi tog af sted alle fire, det vil sige vore sønner Niels og Lars samt os selv. Vi fandt en billig rejse med Tower Air og hotelværelser på 48. gade.

     Da jeg ikke skulle tage på skibsbesøg og lignende, var det ikke nogen større anstrengelse at passe kirken, så vi havde god tid til at komme omkring i New York. Som "betaling" for vikartjenesten, lånte vi sømandskirkens bil i en uges tid, og i den tog vi alle fem (Lene havde fået fri) op til Niagara Falls og derfra videre til Grimsby på den canadiske side, hvor vi besøgte præsten Poul Berg Sundgaard.

     Fra Grimsby kørte vi igen til USA, hvor vi kørte ned igennem Pennsylvania i snevejr. Det var jeg lidt nervøs ved, da jeg var uvant med at køre med automatgear i glat føre. Vi overnattede derfor på et motel i Bradford, hvor der var country og western bal i en tilhørende sal. Det deltog vi selvfølgelig i.

     Den næste dag fortsatte vi sydpå til Washington D.C., hvor vi fandt et udmærket hotel i nogen afstand fra bymidten. Det betød, at vi måtte tage bilen til centrum med Capitol Hill og Det hvide Hus, men det var ikke noget problem. Vi var i marts måned, og der var tilsyneladende ingen turistsæson, der gjorde sig gældende, så vi have nemt ved at finde parkeringsplads. Vi fik en guided rundtur i Det hvide Hus samt en tilsvarende guided tur i Capitol, hvilket er interessant at tænke tilbage på, når man nu mange år senere på TV har oplevet stormen på Kongressen den 6. januar 2021. Det var ikke rart at være vidne til, og det var en begivenhed, som fik mig til at overveje, hvor trygt det er, at USA sikkerhedspolitisk set er vores nærmeste allierede.

     Vi var også på Arlington Kirkegården, hvor vi besøgte John F. Kennedys grav, hvilket også gav anledning til at tænke tilbage på drabet på den 22. november 1963.

     Vi brugte kun et par dage i Washington, da vi også ville udforske New York grundigere, så meget mere, som vi havde et betalt hotelværelse, som ventede på os.

     Jeg skulle kun have en gudstjeneste i sømandskirken samt holde et aftenforedrag, så søndagen efter vores tilbagekomst til New York satte vi os for at tage til gudstjeneste i Harlem, hvor vi havde aftalt med Lene, at vi skulle mødes ved undergrundsstationen på 125. gade. Det lykkedes ikke. Der er åbenbart flere stationer på den gade. Og jeg havde jo – belært af Duke Ellington - den opfattelse, at når man skal til Harlem gælder det: Hurry, take the A Train, that's the quickest way you get to Harlem! Det gjorde vi så og kiksede dermed aftalen med Lene. Men vi kom da til gudstjeneste i et tidligere biografteater. Det gik livligt til med masser af gospelmusik og en glødende prædikant, som også spurgte, om der var gæster i kirken. Da vi øjensynligt var de eneste hvide mennesker i kirken, gik vi til bekendelse og sagde, at vi kom fra Danmark, hvilket vakte stor begejstring. I kirken havde de tidligere haft gæster fra Japan og Europa, men aldrig fra Danmark, så vi var meget velkomne.

     Vi nåede meget i New York: Frihedsgudsinden, Ellis Island, Staten Island, Wall Street med børsen, World Trade Center med dobbelttårnene, som efter 11. september 2001 ikke er mere. China Town og Greenwich Village, hvor vi var til en glimrende jazzkoncert. Impire State-bygningen, Central Park, hvor Lars var på skøjtebanen, og Guggenheim Museum.

     Blandt New York-entusiaster kaldes byen the "The Big Apple", og det var virkelig også en stor oplevelse at udforske byen sammen med vores halvstore børn.

Klik på et billede for at forstørre det!

1. på Færgen til Staten Island  - 2. Manhatten skyline - 3. I jazzklub i Village Vangard - 4. På bar - 5. Lars har lånt en Harley - 6. Hygge.

1999

Den yngste af børnene, vores søn Lars, havde åbenbart fået smag for at rejse, så han foretog sammen med sin fodboldkammerat Claus en rygsækrejse jorden rundt i 1997-98, hvorunder de krydsede USA i en brugt bil, som de indkøbte i Los Angeles og siden efterlod med nøglen i JFK-lufthavnen i New York . Noget af den oplevelse ville Inger Merete og jeg også gerne have del i, så vi bestemte os for at tage til San Francisco i juni 1999, for derfra at køre rundt i det vestlige USA i en lejet bil. Derefter ville vi tage til South Carolina for at besøge Patricia og Arvid, som vi året forinden havde mødt i Vietnam.

     Efter en rejse med mellemlandinger i Amsterdam og New York landede vi en tåget aften i San Franciscos internationale lufthavn, hvor vi fik udleveret vores udlejningsbil, og så kørte vi ud i tågen for at finde et sted at overnatte. Vi fandt da også et motel et eller andet sted imellem lufthavnen og byen. Den næste dag vågnede vi med friske kræfter op til høj sol og en gedigen amerikansk morgenmad, hvorefter vi kørte ind til byen, hvor vi hurtigt fandt et fornuftigt motel i nærheden af motorvejen ud til Golden Bridge. Derefter fandt vi ud af at komme ind i byen til Fisherman's Wharf, som blev det geografiske udgangspunkt for vore ekskursioner i byen. Vi havde på det tidspunkt set filmen "Flugten fra Alcatraz" med Clint Eastwood, og vi ville derfor gerne have besøgt øen Alcatraz, som indtil 1963 var der bedst bevogtede fængsel i USA. Men det var ikke muligt for os, da der var tre dages ventetid på ledige pladser på færgen. I stedet tog vi bilen over Golden Gate Bridge til Sausalito, som viste sig at være en charmerende by beliggende ved San Francisco Bay, lige over for Golden Gate Bridge. Det er et populært turistmål, kendt for sin maleriske udsigt, unikke butikker og historiske husbåde. Den var et besøg værd.

     San Francisco er en dejlig by, men vi skulle videre til Yosemite National Park, hvor vi i forvejen havde bestilt et telt af overnatte i. Inger Merete kaldte det et Anders And-telt. Vore sparsomme madvarer blev placeret i en stålboks af hensyn til bjørnene, som vi i øvrigt ikke så noget til. Men i bilen kørte vi en del rundt i parken og besøgte også undervejs et museum med et gammelt damplokomotiv

     Fra Yosemite kørte vi over Sierra Nevada-bjergkæden igennem Tioga passet, som netop midt i juni var blevet åbnet for almindelig trafik, efter at sneen var smeltet. Det var en utrolig flot tur. Vi kom så ned på den østlige side af bjergkæden og kom til ørkenbyen Lone Pine i nærheden af de maleriske Alabama Hills, hvor der er optaget et utal af cowboyfilm. Vi overnattede på Dow Villa Motel, som var udsmykket med utallige billeder af John Wayne.

     Fra Lone Pine fortsatte vi til Death Valley, hvor bilens aircondition kørte for fuldt tryk. Der var godt nok varmt! At stå ud af bilen var ligesom at gå ind i en bageovn! Hen under aften nåede vi frem til Las Vegas, som i ørkenlandskabet dukkede op ligesom et fatamorgana. Vi var simpelthen i tvivl om, det var rigtigt, det vi så. Men det var rigtigt! Vi kom ind på Klondike Inn og Casino og gik derefter på opdagelse i byen, hvor jeg brugte en dollar i en spillemaskine.

     Den næste dag købte vi en flyvetur over Las Vegas og omegn og fik blandt andet en flot flyvning nede i Grand Canyon, hvor vi også fra luften kunne se Hoover Dam. Når man i jordhøjde ser på kløften, fornemmer man sig i et bjerglandskab, men set fra luften kan man tydeligt se, at det ikke er bjerge, man ser på. Derimod er det en kløft, som skærer sig dybt ned i en ellers flad slette.

     Hvis man ikke vil bruge tiden på at spille i casinoerne, kan man hurtigt blive færdig med Las Vagas. Vi fortsatte derfor nordpå og kom til Zion National Park og Bryce Canyon. Begge steder bød på store landskabelige oplevelser.

1. Udsigt over San Francisco-bugten - 2.-3. Fishermans Wharf - 4. Golden Gate-broen - 5. Sausalito - 6.-8. Yosemite National Park.

1.-2. Pause i Tioga-passet - 3. Lone Pine med John Wayne's hotel - 4. Alabama Hills - 5.-7. Death Valley - 8. Et sted i Nevada-ørkenen. 

1. Las Vegas set fra oven - 2.-5. Las Vegas langs med "The Strip" - 6.-8. Flyvning over Grand Canyon (bemærk Hoover Dam på foto nr. 7!) 

1.-2. Zion National Park - 3.-8. Bryce Canyon.

Derefter kørte vi igen sydpå og overnattede på et Motel i Flagstaff, hvorfra vi den næste dag kørte et stykke vej ad den legendariske Route 66, som også har givet inspiration til en flot sang, som ikke mindst ensemblet "Manhattan Transfer" har gjort kendt. Fra Route 66 gjorde vi en afstikker til Palm Springs, hvor vi overnattede. Dagen efter nåede vi frem til Stillehavet og San Diego, hvor vi blev et par dage. Vi nåede at besøge Sea World, hvor vi så en flot opvisning med delfiner og spækhuggere. Vi nåede også en tur over grænsen til Tijuana i Mexico, så vi i et mindste kunne sige, at vi havde været der.

     Og så gik det igen nordpå til Los Angeles, hvor vi fandt et motel i Anaheim, hvorfra vi havde let ved at finde Disneyland og Universal Studios, som var vores primære turistmål i Los Angeles. Vi brugte sådan cirka en hel dag begge steder, men så havde vi også fået underholdning nok for et stykke tid. Men spændende var det!

     Den sidste del af rundturen i Californien, Nevada og Arizona foregik på Highway One mellem Los Angeles og San Francisco. Der er nok at se på undervejs på Highway One. Blandt andet kørte vi igennem den fashionable by Santa Barbara, hvor der bor nogle af de virkelig store stjerner. Men vi gjorde ikke holdt, fordi vi havde sat os for at køre lidt længere mod nord for at overnatte i den superdanske by Solvang, hvor vi ville gå i kirke om søndagen. Det gjorde vi også, men der var ikke megen dansk gudstjeneste over det. Gudstjenesten var suspenderet med det formål, at man i stedet skulle diskutere gudstjenesteordningen. Det foregik på engelsk, og der var vist nok heller ikke mange af de tilstedeværende, som talte dansk. Præsten gjorde slet ikke. Han var fra Mexico. En gang imellem var der dog også en dansk præst, som kom fra den danske kirke i Los Angeles, hvor det dominerende gudstjenestesprog vist nok også var engelsk. Men præsten i Los Angeles er dansker. I den danske kirke i Solvang mødte vi kun en enkelt, som talte dansk.

     Efter gudstjenesten fandt vi i Solvang frem til Mortensens Bageri, hvor vi fik et par friskbagte rundstykker og en kop kaffe, mens vi overvejede vores indtryk. Det var meget underligt at opleve en by med kopier af både Rundetårn og en gammeldags kornmølle samt danske gadenavne, men som næsten var mere amerikansk end noget andet, vi havde set på turen.

     Da vi nåede frem til lufthavnen syd for San Francisco, afleverede vi vores bil. Vi skulle med en mellemlanding i Denver flyve til Atlanta, hvor vores venner, Patricia og Arvid, fra Vietnam skulle afhente os i lufthavnen. Desværre blev vi nogle timer forsinket i Denver, men vi nåede dog frem til Atlanta, hvor vores venner hentede os, hvorefter vi kørte en længere tur til deres hjem i Pickens i South Carolina.

1. En dal i Utah, hvor Butch Cassidy gemte sig under en flugt - 2. Grand Canyon - 3.-4. Krage søger mage - 5.-6. Den Californske ørken -

7.-8. Sea World i San Diego.

1.-3. Tijuana i Mexico - 4.-8. Disneyland i Anaheim ved Los Angeles.

1.-5. Universal Studios i Los Angeles - 6.-8. Den meget "danske" by, Solvang

Jeg husker besøget hos Patricia og Arvid for især to ting: For det første mente de, at der skulle et grillparty til, når nu et dansk bispepar var kommet på besøg. Så der blev på deres store terrasse trommet en del mennesker sammen, som grillede og drak øl, hvilket for så vidt var meget hyggeligt. Der blev også snakket og diskuteret en hel del, hvilket var noget vanskeligt at deltage i, da synspunkterne på mig virkede temmelig sydstatsagtige, hvilket gjorde, at jeg havde mest lyst til at være uenig. Men det fandt jeg heller ikke hensigtsmæssigt. Det ville kun have vakt pinlighed, hvis jeg havde sagt min mening.

     Det andet, jeg husker tydeligt, er at Arvid arrangerede en udflugt til en flod i North Carolina. Vi havde tre kajakker med på taget, og dem satte vi i vandet i floden, som havde været lokation for de optagelser med kanosejlads, som udgjorde en væsentlig del af gyserfilmen "Deliverance" fra 1972. Der var nu ikke noget farligt eller gyseligt ved vores sejlads, bortset fra at vi måtte søge ly under en bro under en kraftig regnbyge.  

     Arvid ville også have haft os med op at flyve i en gammel pram af et fly, som han havde stående i en hangar i Charlotte Lufthavn. Men dér satte Inger Merete hælen i. Det mente hun var for risikabelt.

    Vi blev hos Patricia og Arvid nogle dage. Da vi skulle rejse hjem, kørte de os til Atlanta, hvor vi nåede at se lidt af byen, inden vi skulle flyve om aftenen. Det var om aftenen den 4. juli (USA's uafhængighedsdag), og da vi fløj over New York, kunne vi se en masse festfyrværkeri neden under flyet.

1. Patricias og Arvids hjem i Pickens - 2. På indkøb med Arvid og Patricia - 3. Arvids ejendomsmæglerforretning - 4.-6. På kanotur i North Carolina - 7. På besøg hos Arvids forældre - 8. En from bagerforretning i Atlanta.

2011

I mine teenageår blev jeg optaget af jazzmusikken. Det begyndte vel med Papa Bues orkester og Chris Barbers Jazzband. Men snart kom også Louis Armstrong og Duke Ellington på programmet. Jeg har derfor altid haft en drøm om at komme til New Orleans, hvor det hele begyndte. Den drøm blev så gjort til virkelighed i januar 2011, hvor vi købte en rejse til Miami i Florida og derfra videre til New Orleans.  Det blev også en stor oplevelse.

     Vi kom til at bo på det hyggelige Hotel Richelieu i det franske kvarter, hvorfra vi kun havde nogle minutters gang til det navnkundige Bourbon Street, hvor vi hurtigt fandt ind i spillestedet Fritzel's med pianisten Richard Scott og hans orkester. Desuden kom vi også ind i Preservation Hall, som er et noget museumsagtigt spillested, der vækker mindelser om "Tin Roof Blues". Og der var masser af andre spillesteder med jazzmusik og rockmusik.

     En dag tog vi også ud til Louis Armstrong Parken, som ligger ved Rampart Street. Parken var lukket på grund af reparationer, da vi kom. Men til alt held mødte vi politimanden Ralph Gavin, som tog os med ind i parken, som vi så havde for os selv. Han var et opmuntrende bekendtskab. Ikke blot kunne han fortælle en hel den om New Orleans fra den tid, hvor jazzmusikken kom til verden; men han kunne også fortælle om, hvordan han selv i august 2005 havde sejlet rundt i en gummibåd og uddelt nødforsyninger til folk, som var ramt af den katastrofe, som hurricane Katrina havde medført. 80% af byen var ramt af oversvømmelse. Det var faktisk en stor oplevelse at gå rundt i parken sammen med Ralph Gavin. Efter et par timer sagde jeg, at nu skulle han ikke bruge mere tid på os. Han kikkede forfærdet på mig og udbrød: "Don't you understand, this town is my passion, it is my pride!"

     Vi var også ude at sejle på Mississippi-floden med hjuldamperen "Steamboat Natchez", som er det eneste tilbageværende dampskib på Mississippi fra 1800-tallet. Det var en meget fin tur, hvor vi kom uden for byen og fra skibets øverste dæk kunne betragte det ejendommelige marsklandskab, som omgiver New Orleans.

1.-2. Med disse farvestrålende billeder bliver man modtaget Louis Armstrong Lufthavnen i New Orleans - 2. Vores hotel i New Orleans 

4. Mississippi- floden - 5. Jernbanen langs dæmningen - 6.-7. Gadebilleder fra New Orleans.

1. Det franske kvarter - 2.-3. Preservation Hall - 4. Bourbon Street - 5. Louis Armstrong - 6. Sidney Bechet - 7. Inger Merete som engel

1. Armstrongs barndomshjem - 2. Ralph Gavin og Inger Merete. - 3. Vægmaleri - 4. Gademusik - 5.-6. Stormskader - 7.Basin Street

Gademusikanter i New Orleans

Da vi med American Airlines kom tilbage til Miami, lejede vi en bil i lufthavnen og satte kursen mod Florida Keys, som er en række lave øer, som forbundet med broer og dæmninger rækker et par hundrede kilometer ud i Den Mexicanske Golf, hvor det ender i byen Key West, som vist nok er mest kendt for, at forfatteren Ernest Hemingway boede her fra cirka 1930 til 1940. Her skrev han blandt andet romanen "Farvel til våbnene". I 1940 flyttede han til Cuba, hvor han boede i tyve år. Både det ene og det andet sted er hans hjem omdannet til museum for forfatteren.

     Nogle dage senere kom vi tilbage til Miami, hvor vi i udkanten af byen fandt et snusket motel, som ikke fortjener mange stjerner. Men vi skulle også bare sove, inden vi satte kursen mod vest til Everglades National Park, som er et vådområde, der vrimler med alligatorer, søkøer samt et frodigt fugleliv.

     Da vi nåede frem til Den Mexicanske Golf ved byen Naples, fortsatte vi langs vestkysten og nåede op til Fort Myers, hvor vi overnattede. I Fort Meyers besøgte vi Thomas Edisons vinterbolig med det tilhørende laboratorium, som nu er gjort til et museum, hvor man kan bese Edison utallige opfindelser. Ved siden af ligger Henry Fords vinterbolig. Ford havde opfundet samlebåndet, hvorved han kom til at stå fadder til den moderne masseproduktion.

1. USA's Sydligste punkt - 2.-4. Hemingways hus og fortrukne bar - 5.-6. Vejen over The Keys - 7.-8. Dyrelivet i The Everglades.

1. Flere aligatorer - 2. På sejlads i en kanal - 3. Kaffepause - 4. En søko skjuler sig i vandet - 5.-8. Thomas Edison museum i Fort Myers.

Fra Fort Meyers kørte vi nordpå og ind på halvøen og nåede derved frem til Orlando, hvor vi overnattede for dagen efter at gå til søndagsgudstjeneste i en eller anden tilfældig baptistkirke. Efter gudstjenesten, som ikke gjorde noget større indtryk på os, fortsatte vi til Cape Canaveral og Kennedy Space Center, som til gengæld gjorde et stort indtryk. Én ting er at se en raketaffyring på TV hjemme i stuen. Noget andet er at stå nedenunder den udstillede Saturn V-raket og fysisk fornemme, hvilket gigantisk monster den er.

     Derefter kørte vi sydpå tilbage til Maiami. Undervejs skete der en færdselsulykke lige foran os. To biler stødte sammen, og den ene væltede, mens den anden fortsatte ud i noget, der lignede en stor branddam. I bilen, som endte i branddammen, sad der en kvinde, som så noget livløs ud. Jeg sagde til de omkringstående, at vi da måtte gøre et eller andet for at hjælpe hende, men fik at vide, at det skulle vi bestemt holde os fra. Hvis vi kom til at gøre noget forkert, ville vi blot risikere et kæmpemæssigt sagsanlæg med enorme erstatningskrav. Nej, det måtte paramedicinerne tage sig af, når de nåede frem. Indtil da måtte kvinden sejle sin egen sø. Til gengæld tog Inger Merete sig moderligt af de par drenge, som meget forskrækkede, men tilsyneladende uskadte kom kravlende ud af den væltede bil. Og hun har ikke siden modtaget noget erstatningskrav.

     Vi nåede frem til Fort Lauterdale, hvor vi med lidt besvær fandt et hotelværelse. Det var januar måned, og man skulle tro, at feriesæsonen var på sit højeste, men det var ikke tilfældet. Det var i året 2011, lige midt i finanskrisen, hvor den private økonomi for alvor strammede til. Det betød, at  turisterne udeblev, og mange hoteller holdt af samme grund helt lukket. Det var underligt at trave rundt i Fort Lauterdale – "Amerikas Venedig" – og føle sig som Palle alene i verden, selv om hele byen så ud til at ose af rigdom. Det var med nød og næppe, vi fandt en åben spiserestaurant.

Billeder fra Cape Canaveral / Kenedy Space Center

1.-6. Billeder fra Fort Lauderdale, de to første fra vores hotel, hvor vi også spiste - 7.-8. Billeder fra en færdselsulykke. 

Den færdselsulykke, som vi overværede på vejen til Fort Lauterdale, var for så vidt tankevækkende. Vi har - uanset hvor vi har været i USA – mødt en masse hjælpsomme, gæstfrie og imødekommende mennesker, som har givet os det bedste indtryk af landet. Men der er åbenbart også en anden side: Den stakkels nødstedte kvinde i bilen, som endte i branddammen, var der ingen, der ville hjælpe, for det kunne jo gå ud over tegnebogen, hvis der kom en erstatningskrav efter et ellers velment forsøg på at hjælpe.

     De mennesker, som vi mødte til grillparty hos Patricia og Arvid i South Carolina, var også gode, hjertelige og velmenende mennesker, når man så bort fra, at deres syn på for eksempel konflikten mellem israelere og palæstinensere i høj grad var dikteret af, at man af hensyn til republikanernes succes i præsidentvalget og valget til kongressen skulle stå sig godt med det jødiske befolkningsmindretal i USA. Den samme problemstilling gjorde sig med omvendt fortegn gældende i forholdet til den farvede befolkning, som man mente støttede det demokratiske parti eller det, der er værre. Kommunistforskrækkelse lå stadig og lurede under den hjertelige overflade.

     Disse ret tilfældige og for så vidt overfladiske iagttagelser, vi har gjort som turister, gør det på en eller anden måde mere forståeligt, at Donald Trumps indtog på den politiske scene har skabt så dyb en splittelse i den amerikanske nation, som tilfældet er. Det er bekymrende, at USA som vores nærmeste allierede i politisk og militær henseende er et hus, som tilsyneladende er i voldsom splid med sig selv.